Dhimma: Islamisk racisme
Dhimma- konceptet tager udgangspunkt i forståelsen af muslimen som det eneste rigtige menneske. De vantro skal konverteres eller udslettes, hvorimod dhimmi’erne, der jo tror på den samme Gud og derfor ikke kan udslettes eller konverteres mod deres vilje,  kan tilbydes en eksistens som udstødte, men dog tolererede under islamisk overherredømme. Vel at mærke forudsat, at de indgår en dhimma-pagt med det muslimske ‘herremenneske’.
”De, som ikke besidder de åbenbarede skrifter [fra Gud], har i  - i teorien – valget mellem Islam eller døden. De andre ( Jøder, Kristne og Zarasthustraere) – Ahl al Ketab er givet beskyttelse under Islam, ifølge betingelserne for erobring. Og benævnes herefter dhimmies – folk der er beskyttet af Islam”
Denne beskyttelse er imidlertid afhængig af absolut og ubetinget accept og overholdelse af de konditioner, der er nedlagt i dhimma-forholdet. Ved indgåelse af forholdet opnås retten til liv, men et liv med en lang række nærmere definerede begrænsninger og pligter:
”Den første ret er  retten til at leve, som blev givet under forudsætning af betaling af jizya  (Koranen IX,29). Livet for en dhimmi er ikke betragtet som en naturlig ret. Det er en ret som må købes hvert år ved at hver dhimmi betaler ekstra skat ydmygt til Umma [ den muslimske menighed]. Kun i så fald er deres liv ’beskyttede’ under muslimsk lov. Konceptet tolerance er kædet sammen ,med en række diskriminerende pligter og rettigheder i religiøse, sociale og økonomiske områder pålagt af den islamiske lov om dhimies.”
En dhimmis ret til  liv, familie, ejendom, arbejde og bevægelsesfrihed er betinget af dennes erkendelse af sin status som værende muslimen underordnet og underkastet islamisk lov, Sharia. Bryder en dhimmi sin dhimmastatus, ved f.eks. at skade en muslim eller dennes ejendom, kritisere, eller tale negativt om islam, hvis han anklager en muslim ved en domstol, eller hvis han nægter at betale den særlige skat, jizya, kan dette få alvorlige konsekvenser, idet dhimma og dermed beskyttelsen af vedkommendes liv bortfalder.
Normalt vil undladelse af at betale jizya blive betragtet som eet brud på dhimma og genindføre ummas oprindelige ret ti at behandle dhimmies som vantro og genindføre valget mellem døden og islam.
Dhimma-forholdet er et tidsbegrænset  forhold, der købes for et år ad gangen ved betaling af jizya. Den der ikke kan/vil betale er hjemfalden til forfølgelse, vold og udnyttelse og mulig tab af liv. I nogle arabiske regioner har man benyttet sig af kollektiv ansvarliggørelse, hvorved hele dhimmi-samfund har kunnet gøres ansvarlige for den enkeltes overtrædelser.
Denne tilstand af fredløshed  var den naturlige tilstand for dhimmis i den arabisk-muslimske verden frem til midten af det 19. årh., hvor det Ottomanske Imperium - halvhjertet og i teorien - forbød dhimma. Det var imidlertid først under det 20. århundredes  europæiske overherre-dømme i Mellemøsten og Nordafrika, at forbuddet fik reel effekt. Efterhånden som de arabiske nationer opnåede uafhængighed, trådte Dhimma konceptet igen i kraft. Nu var det imidlertid - som følge af den zionistiske indvandring i Palæstina ( og i erkendelse af det kristne europas styrke) alene rettet mod jøder. Det er først med de arabiske nationers optagelse i FN og underskrivelsen af den internationale menneskerettighedsdeklaration, at Dhimma konceptet - officielt - er trådt ud af kraft. Det er dog stadig en anerkendt teologiske forståelse i den brede befolkning og den muslimsk-arabiske verden er stadig prægnant med disse tanker.
Man kunne tænke sig at disse tanker hører ‘fortiden’ til i de moderne arabiske nationer. Det er imidlertid ingenlunde tilfældet. I 1968 blev retsgyldigheden af Dhimma bekræftet af ‘ The Fourth Conference of the Academy for Islamic Research’ afholdt i Cairo.
I Europa er det kun blandt de mest fundamentalistiske muslimer, at denne ide har grobund. Fundamentalistiske immaner, uden kendskab til europæisk kultur får lov til at komme til Europa og prædike deres racistiske budskab.
Det er især de unge utilpassede og marginaliserede 2. generationsindvandrere der tager mod budskabet. Det styrker deres følelse af selvværd som er på et nulpunkt, som følge af dårlig uddannelse og mangel på arbejde og en følelse af at være andenrangsborgere i Europa. Hvilket også er tilfældet med 1-2 % af muslimerne. Og det er netop dem der tager overskrifterne i medierne. For dem gælder at røveri,  voldtægt og mord iflg. dhimma-konceptet er acceptabelt for Allah, når ofrene vel at mærke er vantro.
Løsningen er at forbyde immaner fra hjemlandene adgang til at virke i Europa og at oprette uddannelser til immaner ved europæiske universiteter. På denne måde får vi integreret de ideer om humanisme, demokrati og retspleje, der kan gøre islam fuldt acceptabel. Og så vil det være af størst mulig værdi, at få de unge i arbejde – hvad der er nævnt gang på gang af politikerne, men st adig ikke er andet end ord.