Dhimma: Islamisk racisme
Dhimma- konceptet tager udgangspunkt
i forståelsen af muslimen som det eneste rigtige menneske. De vantro
skal konverteres eller udslettes, hvorimod dhimmi’erne, der jo tror på
den samme Gud og derfor ikke kan udslettes eller konverteres mod deres
vilje, kan tilbydes en eksistens som udstødte, men dog tolererede
under islamisk overherredømme. Vel at mærke forudsat, at de
indgår en dhimma-pagt med det muslimske ‘herremenneske’.
”De, som ikke besidder de åbenbarede
skrifter [fra Gud], har i - i teorien – valget mellem Islam eller
døden. De andre ( Jøder, Kristne og Zarasthustraere) – Ahl
al Ketab er givet beskyttelse under Islam, ifølge betingelserne
for erobring. Og benævnes herefter dhimmies – folk der er beskyttet
af Islam”
Denne beskyttelse er imidlertid
afhængig af absolut og ubetinget accept og overholdelse af de konditioner,
der er nedlagt i dhimma-forholdet. Ved indgåelse af forholdet opnås
retten til liv, men et liv med en lang række nærmere definerede
begrænsninger og pligter:
”Den første ret er
retten til at leve, som blev givet under forudsætning af betaling
af jizya (Koranen IX,29). Livet for en dhimmi er ikke betragtet som
en naturlig ret. Det er en ret som må købes hvert år
ved at hver dhimmi betaler ekstra skat ydmygt til Umma [ den muslimske
menighed]. Kun i så fald er deres liv ’beskyttede’ under muslimsk
lov. Konceptet tolerance er kædet sammen ,med en række diskriminerende
pligter og rettigheder i religiøse, sociale og økonomiske
områder pålagt af den islamiske lov om dhimies.”
En dhimmis ret til liv, familie,
ejendom, arbejde og bevægelsesfrihed er betinget af dennes erkendelse
af sin status som værende muslimen underordnet og underkastet islamisk
lov, Sharia. Bryder en dhimmi sin dhimmastatus, ved f.eks. at skade en
muslim eller dennes ejendom, kritisere, eller tale negativt om islam, hvis
han anklager en muslim ved en domstol, eller hvis han nægter at betale
den særlige skat, jizya, kan dette få alvorlige konsekvenser,
idet dhimma og dermed beskyttelsen af vedkommendes liv bortfalder.
Normalt vil undladelse af at betale
jizya blive betragtet som eet brud på dhimma og genindføre
ummas oprindelige ret ti at behandle dhimmies som vantro og genindføre
valget mellem døden og islam.
Dhimma-forholdet er et tidsbegrænset
forhold, der købes for et år ad gangen ved betaling af jizya.
Den der ikke kan/vil betale er hjemfalden til forfølgelse, vold
og udnyttelse og mulig tab af liv. I nogle arabiske regioner har man benyttet
sig af kollektiv ansvarliggørelse, hvorved hele dhimmi-samfund har
kunnet gøres ansvarlige for den enkeltes overtrædelser.
Denne tilstand af fredløshed
var den naturlige tilstand for dhimmis i den arabisk-muslimske verden frem
til midten af det 19. årh., hvor det Ottomanske Imperium - halvhjertet
og i teorien - forbød dhimma. Det var imidlertid først under
det 20. århundredes europæiske overherre-dømme
i Mellemøsten og Nordafrika, at forbuddet fik reel effekt. Efterhånden
som de arabiske nationer opnåede uafhængighed, trådte
Dhimma konceptet igen i kraft. Nu var det imidlertid - som følge
af den zionistiske indvandring i Palæstina ( og i erkendelse af det
kristne europas styrke) alene rettet mod jøder. Det er først
med de arabiske nationers optagelse i FN og underskrivelsen af den internationale
menneskerettighedsdeklaration, at Dhimma konceptet - officielt - er trådt
ud af kraft. Det er dog stadig en anerkendt teologiske forståelse
i den brede befolkning og den muslimsk-arabiske verden er stadig prægnant
med disse tanker.
Man kunne tænke sig at disse
tanker hører ‘fortiden’ til i de moderne arabiske nationer. Det
er imidlertid ingenlunde tilfældet. I 1968 blev retsgyldigheden af
Dhimma bekræftet af ‘ The Fourth Conference of the Academy for Islamic
Research’ afholdt i Cairo.
I Europa er det kun blandt de mest
fundamentalistiske muslimer, at denne ide har grobund. Fundamentalistiske
immaner, uden kendskab til europæisk kultur får lov til at
komme til Europa og prædike deres racistiske budskab.
Det er især de unge utilpassede
og marginaliserede 2. generationsindvandrere der tager mod budskabet. Det
styrker deres følelse af selvværd som er på et nulpunkt,
som følge af dårlig uddannelse og mangel på arbejde
og en følelse af at være andenrangsborgere i Europa. Hvilket
også er tilfældet med 1-2 % af muslimerne. Og det er netop
dem der tager overskrifterne i medierne. For dem gælder at røveri,
voldtægt og mord iflg. dhimma-konceptet er acceptabelt for Allah,
når ofrene vel at mærke er vantro.
Løsningen er at forbyde
immaner fra hjemlandene adgang til at virke i Europa og at oprette uddannelser
til immaner ved europæiske universiteter. På denne måde
får vi integreret de ideer om humanisme, demokrati og retspleje,
der kan gøre islam fuldt acceptabel. Og så vil det være
af størst mulig værdi, at få de unge i arbejde – hvad
der er nævnt gang på gang af politikerne, men st adig ikke
er andet end ord.