1. Koloniseringen af Terra Nullica tager sin begyndelse.

I 1770 ’opdagede’ den britiske opdagelsesrejsende og skibskommandør, kaptajn Cook, officielt Australien. Det må dog siges, at være en omskrivning af de historiske realiteter. Dels var landet allerede beboet  af dets indfødte befolkning, Aborigines,  dels var landet allerede ’opdaget’ af det hollandske skib Duyfkin, som i året 1606 gæstede nordkysten, men blev drevet på flugt af de derboende aborigines. I løbet af de tre måneder Cook’s besætning brugte på at reparere deres skib Endeavour, udforskede Cook og videnskabsmændene Banks og Solander kysten. De kom på venlig fod med de indfødte – der betragtede de hvide mænd som afdøde forfædre, der var kommet tilbage til livet, men endnu ikke havde nået at få deres naturlige farve tilbage efter deres reinkarnation. Mange af søfolkene genkendtes af de indfødte p.gr. af handicap, som et manglende øje, savnet af en arm eller en speciel måde at bevæge sig på.
Cook’s og Banks’ observationer af deres kultur var særdeles objektive for tiden, bortset fra samtidens traditionelle farvning forårsaget af Rousseau’s romantiske tanker om den ædle vilde.
I 1788 – efter at Storbritannien i 1783 havde tabt de amerikanske kolonier og dermed blandt andet et sted til deres straffekolonier, - blev det besluttet at gøre Bottany Bay, i nærheden af vore dages Sydney, til Storbritanniens ny straffekoloni. Samme år i januar ankrede The First Fleet op i bugten og kaptajn Arthur Philips erklærede Australien for ejendom af den britiske Kong Edward III.
Philips havde fået klare instruktioner for sit arbejde som designeret guvernør over New South Wales, som området blev kaldt af briterne: ” De skal søge på alle mulige måder at åbne for et samvær med de indfødte og vinde deres hengivenhed, idet De pålægger alle vore undersåtter at leve i venskab og fred med dem.”
Terra australis incognita, ( Det ukendte Sydland), der var  ivrigt søgt efter i tiden op til det 18. årh. blev hurtigt omdøbt til Terra Nullica, ( Det tomme Land), for at imødegå det humanistiske, britiske syn på kolonisering af allerede beboede områder. Man foregav,at der ikke fandtes ’rigtige’ mennesker i Australien, men at der snarere var tale om en slags halvabe, der gik på bagbenene og som stadig befandt sig på et udviklingstrin svarende til stenaldermennesket. Et syn på den indfødte, der 100 år senere skulle bekræftes af social-darwinismen.
Ur-australierne, aborigines, havde da også visse fællestræk med den europide races forfædre, stenaldermanden. De havde et kraftigt fremstående kæbeparti, kraftige øjenbuer, bred næse og vigende flad pande og en rødbrun til sort farve. De var typisk nomadiserende samlere og primitive jægere, der brugte gravepinde, køller, boomerang og kastespyd, samt, i det nordlige Australien, bue og pil. Til fiskeri brugte de udhulede træstammer og net. Senere har udforskning vist, at de indfødte stammede fra forfædre, der har eksisteret i Australien i mere end 40.000 år.
Ved koloniseringens begyndelse var der ca. 300.000 aborigines, fordelt på omkring 500 stammer og med nogenlunde lige så mange sprog. Til trods for deres noget fattige sprog, havde de et veludviklet tegn- og billedsprog.
Til at begynde med tog Guvernør Philips sine instrukser meget alvorligt og søgte at skabe et godt forhold til de indfødte. Problemet var imidlertid, at området nu var under engelsk lov, der var fuldstændig uforståelig for aborigines og i dyb strid med deres religion og selvopfattelse. Deres indbyrdes hierarki, traditioner og kultur. I løbet af få uger efter Den første Flådes ankomst startede konflikterne. Det aboriginal samfund er et samfund, der baserer sig på en udbredt kollektivisme. De ser ikke sig selv som ’ejere’ af landet, men som en del af landet på linje med træer, bjerge, floder og vildt. Mangelen på ’ejerforhold’ betyder også, at alt hvad der kommer fra landet, det  være sig træ, vildt og fisk tilhører alle. Man kan sige at samfundet er et delende samfund; hvad en ’ejer’, ejer alle.
De første konflikter blev da også forårsaget af denne forskel i begrebet: ejerskab. Kolonisterne fældede træer på aboriginal land og fiskede intensivt på aboriginal fiskebanker. Men når de indfødte, efter deres sædvane, hjalp sig selv til en del af fangsten, blev de af de hvide kaldt tyve og blev forfulgt for det. De indfødtes indstilling på tværs af sociale forhold havde sat dem i stand til at leve i harmoni med naturen og at undgå indbyrdes konflikter; hvad der er dit er også mit.
Det skal dog siges til guvernør Philips ros, at da han hørte om fiskerikonflikten, gav han ordre til at en del af hans mænds fangst skulle gå til de indfødte. Men det står lige så klart, at han ikke forstod det fundamentale problem: nemlig hvem disse fiskebanker ’tilhørte’.
Konflikterne blev stadig større, idet de indfødte kæmpede for deres land, for hvilket de havde både økonomisk og åndelig rettighed. Efterhånden  som de overlevende faldt tilbage til områder, hvor andre aborigines levede, opstod der også her konflikter. Iflg. Aboriginal sædvane var fremmede stammer velkomne – vel at mærke for en kort periode ( evt. på grund af jagtmangel i deres eget område), men de kunne ikke blive. De tilhørte jo ikke landet, da de ikke var født af landet.
Ved slutningen af guvernør Philips’ embedsperiode var det lykkedes at gennemføre en usikker våbenstilstand. Nogle få aborigines levede faktisk blandt de invaderende hvide – ’ når de blev presset til det af sult’. Aborigines’ status var allerede under en form for forandring og denne periode kan spores tilbage til begyndelsen af foragt og uvilje mod dem og indifference overfor deres skæbne, der senere skulle blive et stærkt og tydeligt karakteristika af Australsk mentalitet overfor aborigines.
Guvernør Lachlan Macquire udsendte i 1816 en proklamation, der fordrede, at aborigines ’ skulle opføre sig fredelige, uden at fornærme nogen [hvide] og på en ærlig  måde’. Til gengæld ville de, der var villige til at bosætte sig, få tilkendt små stykker af [deres eget] land og blive udstyret med såsæd og redskaber. De, der vovede at modsætte sig guvernørens ordrer, ville blive drevet bort med våbenmagt, enten af  guvernørens tropper eller af de hvide kolonister. Assimilation eller annihi-lation var dagens orden. Dette sikrede, at hvide kolonister kunne ekspandere deres ejendomme som de ville og at aborigines ville forblive under hvide landejeres, kontrol, hvad angik alle facetter af deres liv. Deres sprog, traditioner og kultur blev konstant nedgjort af de hvide, hvilket førte til en negativ selvfølelse. For mange halv-indfødte betød det, at erkende sig som aborigines, det samme som at erklære sig som mindreværdige.
I overensstemmelse med Macquires filosofi begyndte man, i det tidlige 19. århundrede, at arrestere og ’kidnappe’ aboriginal børn for at sende dem flere tusind km. væk til skoler og private hvide for at gøre dem til ’hvide’ sorte og få dem til at glemme deres oprindelige kultur, traditioner og sprog – og så i øvrigt at være inferiøre slavearbejdere. Denne politik med at kidnappe sorte børn blev først opgivet i 1960erne, da internationale civil rights movements fik nys om det. Aborigines’ retsløshed var total. Således blev aboriginal kvinder bortført og voldtaget, eller taget som tvangselskerinder af de hvide.

2. Kolonister og ’squatteres’ fremmarch

Der skulle kun gå få år, hvor de indfødte kunne nøjes med at finde sig i straffekolonien og dens soldater. Siden alt land officielt tilhørte kronen, ankom der i de næste 10-20 år et større antal nybyggere som opkøbte kæmpe områder for næsten ingenting og tilmed kom fattige hvide, som blot drog ud i bush’en og tog hvad land de ville, de såkaldte ’squatters’. Blot 7 år efter Den første Flådes ankomst under klare ordrer fra regeringen i London om at behandle de indfødte og deres ejendom efter britisk lov, deklarerede Guvernør Patterson, at det drejede sig om at ’ sikre bosætternes ’ejendom’ mod de plyndrende indfødte’. Det er klart, at hverken Patterson eller andre kunne se, at de indfødte kun søgte at tilbageerobre deres eget land.
Officielle instruktioner fra London påbød, at beskytte aborigines og værne om deres ret til frit at nyde deres ejendom. Disse instruktioner blev videregivet i en noget fordrejet form af bl.a. Guvernør King’s proklamation i 1802: ” Hans majestæt forbyder ulovlige handlinger eller handlinger af formålsløs ondskab mod de indfødte, imidlertid skal nybyggeren ikke lide under at hans ejendom bliver invaderet, eller at hans eksistens bragt i fare af disse; til den effekt må han bruge de midler, der er nødvendige, men som samtidig er mest humane, for at modstå deres angreb.”
Både at beskytte aboriginal rettigheder og samtidig at opmuntre til kolonisering af landet med europæere var en umulighed. I spillet om land blev de indfødte taberne. Det var imidlertid ikke blot land som ejendom de mistede, men land som er en central del af deres identitet, idet de identificerer sig med selve deres territorium.
Ved en sammentælling af  sammenstød med dødelig udgang mellem indfødte og hvide, kan det dokumenteres at mellem 800 og 860 indfødte blev myrdet i Queensland fra 1860 til 1890, medens der i det samme tidsrum mindst blev dræbt 8000 indfødte i guerilla sammenstød. De hvides tab løb op i mindre end 100. I alle områder blev de indfødte dræbt, forfulgt, tortureret og voldtaget i et stort antal. To korte uddrag vil tydeliggøre de hvides indstilling til aborigines:
”Det plejede at vare en almindelig maksime blandt ’bushmen’ ( hvide der levede i bush’en), at ’det ikke var nogen nytte til at slå en ’ blackfellow’ ( indfødt) med en knytnæve, han ville ikke føle det’, som  en naturlig konsekvens heraf, var en tung støvle, eller en stærk kæp, eller en jernstang, eller en okse pisk et legitimt og brugbart instrument til formanende eller straffende formål.”
”De mest anvendelige, tilfredse og veltilpassede ’boys’ [ aboriginal mænd],jeg har set er de, der modtager en behandling svarende til den en højt påskønnet sportshund får af en retfærdig ’master’.”

Der er få dokumentationer hvad angår de indfødtes indstilling til de invaderende hvides gøren og laden og deres egne handlinger. Her beskriver en emfatisk hvid landbruger en aboriginee  som han kendte:
”Jeg er ikke i tvivl om, at han overfaldt enlige rejsende med stokkeslag når der var lejlighed til det. Men har ikke mange af historiens heroiske patrioter gjort det samme imod fjenderne og ødelæggerne af deres land? Kølige overvejelser viser noget af hvad den heftige, utæmmelige ånd må have følt, når han så den foragtelige indtrængende overtage al hans land efter at have slagtet hans folk.”
 

3. Missionærernes rolle
I 1830erne, samtidig med at der blev oprettet reservater for de indfødte, begyndte en række kristne missioner af forskellig retning at interessere sig for at drive mission i Australien. ’ De vilde’ skulle omvendes til kristendommen for at kunne forstå civilisationens nødvendige gode. Der var missionærer, der var imødekomne, emfatiske og venlige mod de indfødte. Men for alle typers vedkommende var fællesnævneren, at de ikke kendte, eller ønskede at lære aboriginal kultur at kende, og mange gjorde sig end ikke den ulejlighed at lære at tale sproget. Det til trods fik de kontrol over stationer i reservaterne, og dermed kontrol med de indfødte og deres fødevarer, hvilket resulterede i, at de fik autoritet til at kontrollere deres religiøse praksis og deres tro.
Ligeledes blev der i Tasmanien, i 1830, rejst krav af de hvide nybyggere om, at alle aborigines i Tasmanien skulle indfanges og fjernes for altid. Dette krav blev bakket op af den lokale presse: ” Vi siger enigt: Selvforsvar er naturens første lov. Regeringen må bortskaffe de indfødte – Hvis ikke, vil de blive jaget som vilde dyr og tilintetgjort”
Den 7. oktober samme år besluttede guvernøren at starte den massive menneskejagt, som de hvide havde forlangt. Den blev gennemført af politi, soldater, nybyggere og frigivne straffefanger. 5000 indfødte i alt blev indfanget til deportation. Men ikke engang denne storstilede aktion fik fat i alle de indfødte. Kort efter lykkedes det den selv-uddannede missionær, protestanten G.A.Robinson, at overtale resten af de indfødte til at overgive sig. De blev i første omgang deporterede til en granit-ø i Bass strædet  og senere til Flinders Island, hvor de igennem 15 år blev udsat for tvangskonverte-ring. I processen døde de fleste, men det Tasmanske ’problem’ var blevet løst – af kristendommens forkæmpere. G.A.Robinson mente i fuldt alvor, at de overlevende indfødte var blevet ’reddet’ fra deres  vilde og barbariske traditioner og horrible, dunkle ritualer af kristendommen.
Historikeren Rhys Jones har hertil sagt:
” Man kan ikke undgå at få kvalme af disse sørgelige beretninger om psykopatisk sadisme, om straffeaktioner og koncentrationslejre, om søndag eftermiddags menneskejagte, om seksuelle lemlæstelser, om udskæring af kød af levende menneskelige væsener for at give det til jagthundene, eller at begrave et indfødt barn i jord til halsen for derefter at sparke dets hoved af foran dets moder, og at binde hovedet af en halshugget mand rundt om halsen på hans voldtagne hustru.”
Kristne missioner fortsatte med at få regeringsmidler og at samle resterne af de engang så stolte, traditionelle stammer i en atmosfære, der mest af alt mindede om et britisk ’ arbejdshus’. Et studie udført af Woolmington viste, at mellem 1821 og 1859, da den sidste af de første missionsstationer lukkede, havde kun én voksen aborigine anmodet om at få og modtage en konfirmation.
Faktisk var det lykkedes de indfødte at holde ved deres love og deres traditioner og give dem videre til deres børn, selv efter at være blevet fordrevet fra deres hellige, rituelle steder. Det skal dog ind-rømmes  missionerne, at de fik påvist at det var muligt at uddanne de indfødte og at de var mennesker med evner, der kunne udnyttes.
Historierne om aboriginal afvisning af tvangsændring af deres ’way of life’ og deres åndelige livsforståelse blev gentaget i alle territorier. Konflikter vandtes i klasserummet såvel som på slagmarken. På hvert område var der tale om kraftig undertrykkelse, men aldrig om endegyldig nederlag.
Missionærerne hævdede – med rette – at de var de første europæere, der betragtede de indfødte som i stand til at modtage undervisning, og at de derved reddede aborigines fra den totale udslettelse. Ifølge den traditionelle tænkning i tiden, var den største ting man kunne gøre for Gud, at kristianisere hedningene.
Det skal dog pointeres, at deres blanden sig i de indfødtes traditioner og spirituelle opfattelse af livet var alvorligt skadeligt og forhindrede muligheden for en normal, social gensidig eller ligeværdig sameksistens mellem de hvide og de indfødte.
 

4. Det 19. århundrede
Igennem hele det19. århundrede blev vold overfor den aboriginal befolkning accepteret af de hvide australiere, kristne såvel som ikke kristne. I anden halvdel af århundredet blev den britiske indflydelse på Australien mindre og mindre, og en form for autonomi m.h.t. interne affærer blev etableret. De australske nybyggere fik herefter fuld kontrol med lovgivningen omkring aborigines og det resulterede i, at man i Western Australia generelt overlod det til nybyggerne selv at ’ordne deres problemer med de indfødte’, og det gjorde de så med våben, forfølgelse, slaveri og vold.
Charles Darwins værk om biologisk evolution foranledigede en fejlagtig brug af hans ideer i en social kontekst – Social Darwinisme. Denne ide byggede på en organisk udvikling af samfund fra de mest primitive, de vilde – heriblandt aborigines, til toppen af kransekagen, det civiliserede, kristne Europa. Disse ideer passede godt med den økonomiske liberalisme, som var populær i det 19. århundrede: de fattige var fattige, og de indfødte befolkninger var dømt til udslettelse, på grund af deres medfødte underlegenhed. De passede også ind i imperialismen, hvor man retfærdigvis måtte acceptere, at den overlegne europæiske kultur overvandt de inferiøre indfødte befolkninger til begge gruppers bedste. Aborigines var følgelig prædestinerede til at uddø for at give plads for en overlegen kultur, som på samme måde var prædestineret til at erstatte dem.
I 1869 blev der i Victoria sat 6 reservater til side for aborigines  i  The Act for the Protection and Management of Aboriginal Natives.
Hvad ingen havde regnet med var, at aborigines havde lært sig at drive landbrug og deres første landbrug  i området Coranderrk, nær ved vore dages Healesville, opnåede spektakulær succes. Her havde de ryddet bush’en, indhegnet jorden, gravet en kanal til overvanding og plantet et bredt udvalg af afgrøder.  Men denne tilpasning til den hvide kultur blev holdt i skak af det hvide samfunds pres og regeringens politik. I lyset af de indfødtes succes, blev stadig flere restriktioner pålagt aborigines og dermed blev det klart, at regeringens bevidste undertrykkelse af aborigines var baseret på racistiske motiver: det var simpelthen ikke de indfødte tilladt at klare sig selv. Det er kendetegnet for, om ikke et genocide, så i hvert fald et etnocide. De indfødte kunne ikke tillades nogen form for succes – det ville jo give dem selvværd og dermed stolthed over at være – Aborigine.
I Western Australia blev  der i denne periode givet usædvanlig stor magt til politiet og til de fredsdommere, der skulle fælde dom. De indfødte kunne idømmes op til 3 års fængsel eller to dusin piskeslag for hver lovovertrædelse, (- såsom at stjæle et får eller andre fødevarer). Fra det tidspunkt disse nye tiltag overfor de indfødte trådte i kraft, blev aborigines ofte arresteret for at ’desertere’ fra deres arbejdsgiveres tjeneste, selvom der ikke forelå en arbejdskontrakt. Politiet bragte den bortløbne indfødte tilbage til nybyggeren imod den indfødtes vilje, og på denne måde var slaveri quasi-legalt indført i Australien. Da politiet blev betalt ’per hoved ’af de indfangede indfødte, var det i deres egen interesse at arrestere så mange som muligt, - også uden retskendelse eller retfærdig grund.
Pastor J.B.Gribble , som var missionær i Gascoyne området i 1880, beretter om udbredt slaveri, og om forfærdelige grusomheder mod den indfødte befolkning. Han fortæller blandt andet, at aboriginal drenge blev stjålet fra deres mødre i det nord-vestlige Australien og solgt for 20 £ stykket som ulønnede arbejdere eller som  perledykkere, hvor de arbejdede for magre rationer og ofte døde som følge af overgreb og brutal behandling.
W.E. Roth, Rigsforstander i Queensland i perioden, beretter at ’ der ikke var noget til hinder for at de værste hvide forbrydere kunne tvinge en hvilken som helst sort til at arbejde for sig på en ’kontrakt’. Et klart vidnesbyrd om de retsløse tilstande de indfødte måtte leve med. Han beskriver også, hvordan påståede indfødte lovovertrædere, nogle så unge som 14 år, blev arresteret vilkårligt og uden kendelse, og bragt ind i jern og lænker, som mistænkte eller blot som mulige vidner. Kæderne blev aldrig taget af under transporten som foregik til fods, heller ikke når man skulle krydse en flod. Der var også endeløse rapporter om kvinder, der i politiets varetægt var blevet voldtaget. De uskyldige indfødte blev presset til at tilstå lovovertrædelser, de ikke havde begået – med en riffel pegende på dem. Hvad børnene angik, blev de af domstolen sendt til opdragelses-anstalter, eller anbragt på missionsskoler, uanset  om forældrene ønskede det eller ej.

5. Første del af det 20. århundrede
Under det føderale australske selvstyre i det 20. århundrede fortsattes politikken såvel som praksis overfor de indfødte og blev standardiserede - lige til midt i 1970erne. Australien blev hermed det sidste land af europæisk kultur, der opgav slaveriet.
På kvægstationerne i det nordlige Australien var diskret, men udbredt brutalitet mod de indfødte, afløst af et nærmest feudalt afhængighedssystem, der fastholdt de indfødte til stationerne, hvor de måtte arbejde hårdt for elendig betaling i form af dårlig føde, tøj og tæpper. De eneste fordele, de frit levende grupper havde var friheden til i det store og hele at opretholde deres familiegrupper og religiøse praksis. De, der levede i udkanten af byerne blev imidlertid udsat for diskrimination og nedværdigelse og oplevede, at deres kultur, som længe var blevet undertrykt, i det store og hele blev ødelagt helt.
Lovene om segregation og ’beskyttelse’ af de indfødte opmuntrede til at aboriginal kultur, håb og drømme blev ignoreret. Aborigines i syd og i øst – det såkaldte koloniserede og civiliserede Australien – kunne vilkårligt anbringes i reservater, eller lige så vilkårligt fjernes med magt, og venner og familie skulle have særlig tilladelse til at besøge dem.
De mange indfødte, der på denne måde var blevet tvangsinstitutionaliserede, anvendte en gammelkendt teknik for et belejret og afgrænset folk til at holde fast i deres værdighed og specielle identitet. De blev eksperter i passiv modstand og de holdt ved denne modstand. De indførte et regimente af ikke-samarbejde, af passivitet, af tavshed, af at lyve om alt og af bevidst at nægte enhver form for taknemmelighed.
Deres evne til at tilpasse sig var formidabel. Livet kunne vende i løbet af en enkelt nat; de kunne pludselig blive tvunget  til at tage ophold på en missionsstation og underlagt en (hvid) leders forgodtbefindende. Børnene var ifølge loven under statens formynderskab og kunne også vilkårligt og uden retssag fjernes fra forældrene og anbringes langt borte fra dem - uden nogen mulighed for kontakt. Der er eksempler på, at børn er blevet fjernet og anbragt 1500 km borte fra deres familie, som de først ville gense 20 år senere med hjælp fra organisationen ’Link Up’, en aboriginal organisation, der den dag i dag stadig arbejder på at bringe kidnappede børn sammen med deres forældre eller familie.
Børnerov af autoriteterne var ikke alene et problem i det sydlige Australien. I det nordlige territorium fortsatte børnekidnapningerne med officiel godkendelse lige til 1976. Drengene blev sendt ud til ’slavearbejde’ i landbruget og pigerne afsat til private familier, som stue- og kokkepiger. Formålet med denne forvirring af love omkring de indfødte var at begrænse drab på og vold mod aborigines, men det efterlod dem i et øde og dødt ’wasteland’ mellem to verdener, strippet af enhver form for selvbestemmelse, magt og indflydelse. De sorte selv ser tilbage på deres historiske kontakt med de hvide, med bitterhed og naturlig modvilje. Medens de førnævnte begivenheder fandt sted var der ingen, der kunne – eller ville – give en historisk korrekt beretning om dem fra de indfødtes synspunkt. De beretninger, der gengives her, er næsten uden undtagelse stykket sammen af forskere på basis af hvide beretninger. Disse forskere har søgt efter bedste overbevisning, at søge at beskrive så godt som muligt, hvordan de indfødte har oplevet invasionen af deres land og hvordan de har måttet opleve den efterfølgende nedværdigelse og ødelæggelse af deres kultur og dermed deres identitet.
I de sidste 20 – 25 år er aboriginal forskere og kunstnere begyndt at fremstille deres egen indfødte historie. Men mange af de oprindelige myter, riter og sange er i mellemtiden gået tabt. Men Drømmetiden, ja Drømmetiden – den lever endnu.

6. De indfødtes vej til nær udslettelse
Forud for og under den australske udvikling fra at være en straffekoloni til at være et selvstændigt land under Det Britiske Commonwealth, ligger en rystende tragedie. Ofte skamfuldt og altid miserabelt er de sorte stammer uddøde overalt, hvor den hvide mand er trængt frem og har oversvømmet kontinentet. Udryddelsesprocessen er stadig i gang i de små, afsidesliggende samfund i bush’en, ude af syne for storbyernes hvide befolkning og uden for mediernes og akademikernes interessesfære. År efter år siden 1788 er de sorte stammer gået tilbage befolkningsmæssigt. Da den første straffekoloni blev grundlagt, udgjorde den sorte befolkning i hvert fald mindst 300.000, mens de i 1930erne var nede på et antal af 50.000. Deres stærke nedgang skete i det 19. århundrede, samtidig med en styrtende tilgang af hvide europæere, der strømmede ud i bush’en for at tage land i besiddelse eller for at drive rovdrift på den - for aborigines – hellige natur.
At dette kunne ske uden at vække opsigt verden over – og stadig gjorde det i første halvdel af det 20. århundrede – skyldtes at verden intet vidste om det. Dels var der tale om et lille folkeslag, der ikke havde verdens bevågenhed, dels blev det  totalt ignoreret i britiske og australske historiebøger, i bedste fald optrådte aborigines i historiebøgerne (som en fodnote) - som et uddødt stenalderfolk, hvoraf der levede enkelte forsumpede elementer her og der. Noget om deres kultur, tradition og religion var det svært at finde. De fleste hvide australiere hævder den dag i dag, at de aldrig har set en ægte, ’levende’ aborigine.
Den indfødte  tragedie har  heller aldrig givet anledning til at være et motiv for drama, litteratur, billedkunst eller anden kunst. Der er aldrig skrevet et episk værk om de sidste stammer, ligesom der ikke er nogen nationale monumenter, der erindrer nutidens befolkning om fortidens stolte stammer. Hvor verdens øjne har hvilet i protest på de amerikanske indianere, Amerikas og Afrikas sorte, Alaskas og Grønlands eskimoer; har den australske indfødte måttet henslæbe en lige så bedrøvelig eksistens i total forglemmelse.
De indfødte var aldrig tilstrækkelig politiske af karakter, til at tale højt om deres rettigheder – eller mangel herpå – eller til effektivt, at kræve et minimum af respekt og hensyn med henblik på lønninger, boliger og ligeværd. Det lykkedes dem aldrig for alvor, at etablere  en konkurrence med den hvide for landejerskab – da de jo ikke forstod den hvides syn på ejerskab af land. Det, at de var nomader indenfor et givet territorium, som de betragtede sig som del af, gjorde at de ikke havde landsbyer eller andre faste beboelser, som de kunne anlægge et reelt krav på efter den engelske lov.
Først i anden halvdel af det 20. århundrede fik verden øje på den aboriginal tragedie og borger-rettighedsforkæmpere tog deres sag op. Samtidig begyndte de indfødte at organisere sig på tværs af stammer og tilhørsforhold. Men spørgsmålet var om der  var en aboriginal kultur tilbage, der kunne reddes og danne grobund for en overlevelse.
 

Tekster til afsnit I
Tekst 1
Fra guvernør Philips til hans overordnede
Der er stadig tvivl om, hvorvidt de kreaturer vi har mistet er blevet dræbt af de indfødte, eller om de blot er forsvundet ind i landet. Jeg frygter det første, og jeg beklager at måtte meddele, at de indfødte nu angriber enhver ubevæbnet landstryger, de møder; og skønt der er givet de strikteste ordrer om at straffefangerne holdes inden for afgrænsningerne, forhindrer hverken frygt for død eller afstraffelse, at de går ud om natten; og siden Sirius afsejlede er en blevet  dræbt. De indfødte, der forekommer meget ærlige blandt dem selv, efterlader deres spyd o.l. på stranden eller i deres hytter, når de tager ud at fiske; disse ting tages fra dem af straffefangerne og de folk, der hører til transportskibene køber dem, uden hensyn til risikoen for at blive retsforfulgt som modtagere af stjålne varer, hvis de bliver opdaget. De indfødte, har jeg observeret, hævner sig på enhver  de møder ubevæbnet; det er ikke muligt at straffe dem, da de er uskyldige så længe vi ikke kan finde de oprindelige skyldige, og det er vore egne, der har været aggressorer.
De indfødte nægter stadig at komme iblandt os, og de, der mistænkes for at have myrdet flere af straffefangerne, er draget bort fra Bottany Bay, hvor de altid har været mere besværlige end noget andet sted. Jeg har nu mine tvivl om at det vil være muligt at formå nogen af disse mennesker at blive hos os med det formål at lære deres sprog uden brug af magt; de kan ikke se nogen fordele fra vor side, der kan råde bod på tabet af den del af havnen hvilken vi lejlighedsvis bruger til fiskeri.
Guernør Philips rapport til Lord Sydney. Historical  Records of  New South Wales . Government Printer, 1897 vol.1, part 2: 298

Tekst 2
Guvernør Lachland Macquarie: ”Proklamation til aborigines” af 4.maj 1816 (Uddr.)
Til hver person i en familie skal der gives, fra Kongens Lager, et sæt arbejdstøj og et kolonitæppe. Men disse goder vil ikke blive givet til en indfødt, med mindre det viser sig at han opsat på og fuldt indstillet på at blive en bosætter…
Hans excellence, guvernøren, tilskynder derfor alvorligt, og offentligt til, at de indfødte bliver inviteret til, at opgive deres omvandrende lediggang og uddøde måder at leve på, og til at  blive foretagsomme og nyttige medlemmer af et samfund, hvor de vil finde beskyttelse og opmuntring.
Historical Records of New South Wales . Government Printer, Sydney 1917, series 1, vol. 9: 141-5

Tekst 3.
En hvid politiofficers beretning om aboriginal kvinders situation i samtiden
De blev omringet og bortført af  kvægstationernes ’ blackguards’ og taget med til stationerne for tøjlesløse formål og der blev de holdt mere som slaver end noget andet. Jeg har hørt det fortalt, at disse ’lubras ’ har været under lås og slå for op til flere uger, medens deres hjerteløse forfølgere var ude på ture for at drive kvæg sammen. Nogle enkelte, har jeg hørt, har taget disse ’lubras’ med på deres ture, dog ved at binde dem om natten for at forhindre dem i at undslippe.
Brev fremsendt til Komiteen for Aboriginal Lovgivning af R.C.Thorpe, M.C., South Australia Parliamental Papers, 1897, nr. 77:113

Tekst 4
En tidligere missions-’indsat’ beretter fra sin ungdom
I mine tidligste erindringer var missionerne noget, der kunne sammenlignes med koncentrationslejre, på nogle områder. Jeg husker, da lederen på Wallaga Lake ikke ville lade mig blive natten over hos min onkel. …De tog bort den stolthed, at en mand kunne tjene til sin egen føde, kunne bygge sit eget hjem og vedligeholde det. Hvis husene trængte til at blive malet, lederne sørgede for at det blev gjort… Et eller andet sted i tidens løb mistede vort folk deres stolthed og vilje til at  gøre noget for dem selv.
Ossie: Lliving Black: Black Talks to Kevin Gilbert, Allen Lane, Pinguin Press, Ringwood, Victoria, 1977: 57-8

Tekst 5
Den tidligere liberale senator, Neville Bonner, det eneste aborignal medlem af det australske føderale parlament her dette at sige:
Mange af mine forfædre blev uceremonielt slagtet. De, alt for få, der undslap geværer, knive og forgiftning af jeres såkaldte civiliserede forfædre, blev drevet sammen i reservater og missioner, for at henleve et liv i slaveri der…
De, der undgik død  og de store sammendrivninger og andre, der undslap fra reservater og missioner, kom ind til byerne og landsbyerne, hvor de blev fuldstændig  undgået af den hvide befolkning, og tvunget til at føre et liv, som pariaer i miserable blikhytter, i barkskure , og i andre nedværdigende bygninger opført af skrammel. På bredden af floder og i udkanten af byerne. …
Der er lidet grund  til at undre sig over den tilstand af mistro og mistanke der er rådende: sårene er stadig åbne og de deraf resulterende psykologiske effekter er fortsat alt for tilstedeværende.
Neville Bonner: “Let the law be my people’s law too.” Aboriginal and Islander Identity. Vol 3 (2), April 1977:6

Tekst 6
Den kendte aborinal poet og forfatter, Jack Davies, føler at
Den blanding af ondskab, venlighed og afsky, som vi blev udsat for i fortiden har nedværdiget vort folk til en kokon-lignende, bastardiseret og tvungen accept af hvide værdier… År af ignorance har efterladt et næsten uafsætteligt mærke på vort folk…
For mange af os eksisterer og bevæger os rundt i en mellemtilstand, som først stammer fra vor fragmentation som en stammemæssige gruppe, og af at være dræbt, eller kraftigt decimeret af de hvide. Derefter yderligere af en fragmentering af at de overlevende blev ’frelste’ og anbragt i reservater, hvide nybyggerier og missionsstationer overalt i Australien. Der fik vi at vide af vore hvide ’ tutorer’ at vi ikke længere kunne antage vore stammelove, og at alternativet var kristendom. Så fik vi at hvide at de hvides lov og regering sagde, at vi ikke længere kunne få lov til at krydse områder af vort land uden tilladelse. Vi fik derefter  besked på at forlade gaderne i byerne og opholde i vore skure efter solnedgang. De fortalte os at de eneste steder vi kunne forsamle os var rundt om vore egne lejrbål. Vi fik de nøgne nødvendigheder af føde og klæder… Vore familier og stammefæller var den væsentlige grund til, at vi var i stand til at overleve og forøge vore befolkning gennem årene.
Jack Davies: ” The Black Scene – yesterday and today.” Aboriginal and Islander Identity. Vol 3 (2), April 1977, 34

Tekst 7
En kommentar fra en af de mere radikale ledere, Gary Foley
Da de, til deres forfærdelse, måtte erkende, at de engelske kolonisters hensigter med at udnytte alt og alle var slået fejl, begyndte de sorte en kamp, som de tappert har fortsat indtil i dag.
Engelsk lov nægtede at anerkende de sortes ret til land ( skønt de var de oprindelige og retmæssige ejere af Australien), som følge heraf blev der aldrig lavet nogen traktater. Der blev forsøgt et geno-cide på hele den aboriginal befolkning. En tredjedel af før-1788 befolkningen blev drevet ind i koncentrationslejre, kendt som ’ reservater’ eller som ’ missioner’. Skolernes historiebøger ignorerer, eller forvansker denne periode af australsk historie. De ignorerer blandt andet den heroiske guerillakrig, som de sorte udkæmpede mod deres erobrere. Denne modstandskrig varede gennem hele det 19. århundrede, og det er anslået, at flere aborigines døde i aktiv kamp i forsvar af deres land end Maories gjorde i deres mere kendte kamp mod de invaderende englændere.
Medens det aboriginal folk blev systematisk slagtet og de overlevende blev holdt i fangenskab på ’reservater’, voksede britiske kapitalister og ’squattere’ sig fede på frugterne af de sortes land. For at føje spot til skade, blev de sorte nu tvunget til at arbejde på deres eget land for sulteløn, eller rationer i form af saltet kød, te, mel og sukker. De blev nægtet statsborgerskab og frihed til at bevæge sig omkring som det passede dem, og et godt stykke ind i det 20. århundrede blev der udført straffeaktioner mod enhver gruppe sorte, som satte sig imod den fortsatte racistiske udnyttelse og undertrykkelse.
Gary Foley: ” Blacks for Australian Independence”. .” Aboriginal and Islander Identity. Vol 3 (3), July 1977:5

Tekst 8
En sammenfatning af en rapport fra ’ the Horn Expedition’, 1894.
Den centralaustralske indfødte er en levende repræsentant af en stenalderkultur, som stadig laver deres spydhoveder og knive af flint eller af sandsten og foretager de mest forvovne kirurgiske operationer med dem. Hans oprindelse og historie fortaber sig i fortidens triste tåger. Han har ingen skriftlige optegnelser og få mundtlige traditioner. Af udseende er han en nøgen, behåret vild, med en type udseende, der – til en vis grad – er typisk jødisk. Han er af natur sorgløs, munter og latter-mild, en storartet mimiker, smidig i sine led, med en sikker hånd, der arbejder i perfekt samarbejde med hans øjne, som er så skarpe som en ørns. Han er ikke kendt for at vaske sig. Han har ikke noget privat ejerskab af land, bortset fra det, der er omhyggeligt skjult omkring hans person …Han har ikke nogen religion, men er overdreven overtroisk, idet han lever i konstant frygt for en ond ånd, som formodes at luske omkring uden for hans lejr om natten. Han udviser ingen taknemmelighed, bortset fra, en som er af en forventningens natur, og han er så forræderisk som Judas. Han har ikke nogen traditioner, men alligevel fortsætter han med at praktisere med omhyggelig præcision sine afskyelige sædvaner og ceremonier, som er bragt videre til ham af hans forfædre, ceremonier om hvis oprindelse han intet ved… Efter en oplevelse, der har varet flere år, siger jeg nu uden tøven, at han [den indfødte] er aldeles utæmmelig.
…I sandhed er hans sindstilstand så excentrisk som hans boomerangs flugt. Takket være vore missionærers og ranchejeres utrættelige arbejde, er han hurtigt ved at blive ’civiliseret’ bort fra denne verden, og om endnu et hundrede år vil de eneste vidnesbyrd om hans eksistens være rester af hans flintværktøjer som han har formet så primitivt.
Ekspeditionens rapport blev kompileret af professor ( senere Sir ) Baldwin Spencer.

II. afsnit: Grundtræk af de australske aborigines’ religion
Det har tidligere, baseret på Darwins teorier, været en udbredt idé at religionerne – som det var tilfældet med biologien – har været underlagt den samme udviklingsteori som ’ Arternes Oprindelse’. Således mente man, at religionerne udviklede sig fra naturfolkenes primitive religioner til kristendommens, sande og overlegne religion. At dette ikke er tilfældet har blandt andre den danske religionsvidenskabsmand, Vilhelm Grønbæk, påvist. Man kan ikke forstå en fremmed religion ud fra sine egne præmisser eller religiøse idéer. Man må først forstå kulturen for at kunne forstå den religion, der springer ud af kulturen. Især er det vigtigt at forstå naturfolkenes kultur for at forstå deres universforståelse, da disse hænger uadskilleligt sammen. At anskue naturfolks religion ud fra og med vore egne koncepter er en stor fejl og vil aldrig kunne  give nogen egentlig forståelse af religionen.

1.Naturfolkenes kulturer
Naturfolkenes kultur og religion er nært knyttet til deres ’erhverv’, dvs. deres måde at skaffe sig føden og at organisere deres samfund på. Danske Poul Aage Fogde har opstillet flg. systematisering af forskellige naturfolks erhverv:
1. Samlere og lavere jægere: Kvinderne samler urter, rødder og insekter m.m. medens mændene går på jagt efter småvildt med primitive jagtredskaber. Kvinderne samler 60-80% af føden.
2. Højere jægere: Kvinderne samler vilde planter og bearbejder fangstdyr  til anvendelse. Mændene går på jagt med højtudviklede jagtredskaber. Jagten er hovedernæringskilden.
3. Halvagerbrugere:  Kvinderne driver et primitivt landbrug. Mændene rydder jorden og går på jagt. Også her er det kvinderne, der skaffer hoveddelen af føden.
4. Helagerbrugere uden plov: Kvinder og mænd dyrker jorden med primitive redskaber og jagten har kun en ringe betydning.
5. Helagerbrugere med plov: Mændene står for dyrkning af jorden og man holder husdyr. Kvinderne bearbejder høsten. Det drejer sig her om til en vis grad bosatte samfund.
6. Nomader: Mændene er hyrder og holder store flokke af tamdyr. Kvinderne forestår bearbejdningen af dyrenes produkter.
De forskellige naturfolks erhverv har en afgørende betydning for hvilken type religion de anlægger sig. Således vil jægere typisk afholde ceremonier, der sikrer frugtbarhed for dyrene, samt ritualer der sikrer en god jagt – og især fokuserer på deres vigtigste fangstdyr. Agerbrugere vil udelukkende koncentrere sig om frugtbarheds-ritualer.
Når et folk udvikler sig og skifter erhverv vil de ofte også skifte religion til en, der passer til deres nye erhverv. Et godt eksempel herpå er, da den indoeuropæiske kultur med dens højere agerbrugserhverv trængte op gennem Europa og fortrængte og med tiden smittede af på den eksisterende jægerkultur.
Typisk for jægerkulturerne er, at man levede i noget nær perfekt symbiose og harmoni med naturen. Alt hvad man jagede blev brugt, fra skind til knogler, og man jagede kun  hvad man skulle bruge og i en grad så naturen kunne nå at følge med. Rovfangst var et ukendt fænomen blandt naturfolk.

2. Aborigines generelt

Natur- og virkelighedssyn
De australske aborigines var hovedsageligt Samlere og lavere jægere, men de var også nomader, idet de vandrede omkring indenfor et territorium, som de så sig selv som en del af. Deres ’eget’ område. Enkelte stammer ved kystområderne kan siges, at havde været Højere jægere, idet de blandede fiskeri og jagt og kvinderne bearbejdede de fangne fisk og nedlagte dyr. Disse stammer var også mere bofaste end stammerne i det indre kontinent.
Naturfolk – og især aborigines er monistiske . De skelner ikke mellem krop og sjæl, mellem døde og levende ting, eller for den sags skyld mellem døde og levende. For dem gælder, at træer, dyr, mennesker, bjerge og floder alle er besjælede og dermed levende. Alt i det indfødte univers er skabt af forfaderen i Urtiden ( Drømmetiden ), som hans/hendes børn, hvorfor en aborigine kan referere til et træ eller en klippe og dyrene i hans territorium, som hans brødre og søstre. De ’døde’ er ikke døde i vor forståelse, men er blot gået til sjælskraftpuljen, der vil de sammen med andre ’døde’ ting afvente at blive født på ny. I mellemtiden optræder de som ’åndebørn’, der venter på at blive ’drømt’ ind i en kommende mor af hendes mand. Det er ikke selve kønsakten, der reproducere de indfødte – det er snarere en fornøjelig måde at åbne kvinden på, så at hun er klar til at blive gravid med et ventende ’åndebarn’. Hos aborigines tror man altså på reinkarnation , idet alt hvad der ’dør’ bliver  levende igen i en ny krop. Man har, hvad vi kalder en cyklisk tidsforståelse , alt ’dør’ for så at genfødes igen i en uendelighed. Der er hverken en begyndelse eller en ende. Derfor udgør både de levende og døde mennesker, dyr og ting det aboriginal univers.
Blandt aborigines taler man ikke om en sjæl, men om en kraft, mana, der er forfaderens kraft, som alle og alt har del i og aldrig vil forlade territoriet, Heraf følger, at når en art bliver udryddet ved rovjagt, eller et område bliver destrueret som følge af f.eks. ’strip mining’, bliver den samlede ’kraft’ mindre og det går ud over hele territoriets identitet og mulighed for at eksistere.

Den dynamiske orale tradition
Aborigines er, som de fleste naturfolk, en skriftløs folkegruppe. I deres tætte forbundenhed med naturen, opfordredes børnene til at gøre deres egne erfaringer og iagttagelser, der var absolut nødvendig for at overleve i det miljø de voksede op i. De blev samtidig opdragede af de ældste i de normative myter, legender og sagn, der udgjorde stammens selvforståelse og måde at organisere sig på og leve livet. Nogle af myterne stammede fra Drømmetiden, andre var kommet til som legali-sering af stammens måde at leve på, f. eks. nye jagtformer o.l. Myterne kunne blive ændret, men ritualerne forblev de samme.
Myterne var bevidsthedsdannende og i mange tilfælde er de blevet bevaret, selvom den egentlige kultur og det traditionelle erhverv er gået tabt ved de hvides fremtrængen.

Myter og ritualer
Myter er et folks samlede selvforståelse og en sammenfatning af folkets erfaringer og beretninger om hvad forfædrene foretog sig i urtiden, samt på hvilken måde de skabte folket og greb ind i dets skæbne. Myter er ætiologiske og deres formål er således, at forklare hvorfor vi er, hvad vi skal i livet, hvordan vi skal leve  individuelt og i et kollektiv, hvorfor vi gør tingene som vi gør og hvad der skal ske efter ’døden’?
Myter kan klassificere efter indhold og funktion:
1. Kosmogoniske myter: Myter der beretter om universets tilblivelse. Også kaldt skabelsesmyter.
2. Antropogoniske myter: Myter der beretter om menneskets tilblivelse.
3. Kosmologiske myter:  Myter der beretter om hvordan den kosmiske (ordnede) verden blev til.
4. Eskatologiske myter: Myter der beretter om de sidste dage; Dommedag og verdens undergang.
Hos Aborigines må man sige af mytetype 1. og 4. ikke giver nogen mening og blev set som ubegribelige hvide forestillinger. Naturen er, har altid været og vil altid være. Intet andet giver mening i de indfødtes forestillingsverden. 2. om den Antropogoniske myte, må også modificeres, idet man ikke taler om menneskets  tilblivelse alene, men om alle elementer af naturens tilblivelse samtidigt og af den samme skabende kraft. 3. giver mest mening for den indfødte, fordi den handler om hvordan mennesket og naturen hænger sammen, som indbyrdes afhængige dele. Mennesket kan ikke leve uden naturen, og naturen kan ikke leve uden mennesket og dets ritualer.
At leve i overensstemmelse med myterne og handle i overensstemmelse med ritualerne opretholder kosmos, dvs. orden i folkets univers. At handle mod myterne og riterne skaber kaos, dvs. uorden og katastrofer for kollektivet.
Ritualet beskriver nøje, hvordan man skal omgås de hellige handlinger og relikvier. For aborigines gælder, at kun initierede kan deltage - og kun mænd må komme på kultpladsen. Selve ritualernes opgave er, at påvirke de hellige kræfter i positiv retning for folkets bedste. Da der ikke er nogen egentlig forskel på det profane og det hellige, vil den korrekte måde, at gøre næsten alt nøje som det altid er blevet gjort, være af afgørende betydning for at værne om kosmos.
Myter er forklaringer og begrundelser for ritualerne, - man kan sige at myten er en ætiologisk ’drejebog’ for riten, der på den anden side er en dramatisering og anskueliggørelse af myten. Samlet udgør myten og ritualet selve kulten. Kulten går ud på, at gøre den skabende kraft fra urtiden nutidig og fremtidig. Forfaderen transporteres så at sige fra sin dvaletilstand til kult-pladsen og udgyder på ny sin kosmosbevarende  kraft.

Mana & Tabu
Mana ( kraftfuld, hellig, sjæl eller ånd og medicin) og tabu/tapu ( urørlig, forbudt og farlig)  er to polynesiske termer, der benyttes af religionsforskningen  for at beskrive de, for os, fremmede begreber i naturfolksreligioner. Som allerede nævnt har alle ting, levende som ’ døde’ ting, sjæl – eller mana, men også naturfænomener som torden og regn, hungersnød og  overflod, såvel som sproget har mana. Et navn har f.eks. en stærk, personlig og sårbar mana. Eksperten i manipulation kan således få magt over ens mana, hvis han kender ens navn. Det er derfor typisk for aborigines  at have to navne, et der er kendt af alle og et der er hemmeligt. Mana kan erkendes ved dyrets, eller tingens særlige kendetegn: en kænguru hopper med stor fart, en ørn har et skarpt blik, en sten har kvaliteten hård og tung, kniven har kvaliteten skarp, og kvinden har kvaliteten at skabe børn. Hver del af universets forskellige mana-typer har deres plads i den samlede manamasse, manasfæren, et givet folks samlede mana.
Mana’en har yderligere den kvalitet at den kan overføres til andre ved magi. Dette er en overordentlig farlig kvalitet, som derfor overlades til specialister, der har særlig indsigt i omgangen med mana. Den kan sammenlignes med vor tids atomkraft, der i de rette hænder kan være et gode for samfundet, men som i de forkerte hænder kan skabe uhyggelige katastrofer og kaos.
For at beskytte samfundet mod en mana-forårsaget katastrofe, har hvert samfund en række tabu’er, der skal hindre, at nogen kommer for skade at gøre forkert brug af manaen. Den hellige kultplads er  f.eks. tabu for kvinder og uinitierede. Dette er for at hindre, at de, der ikke har en kompatibel mana, kommer ind på dette stærkt mana fyldte sted og forurener det  eller sig selv. Hvis en person bryder et tabu, kan det få alvorlige konsekvenser både for den enkelte, men også for hele kollektivet. En tabubryder ville være uren og farlig for samfundet og ville oftest udstødes af stammen . En person, der har stærk mana, f.eks. en  åndemaner, en medicinmand eller en særlig dygtig jæger eller kriger, har også flere tabuer pålagt sig. Hans personlige frihed er derfor i betydelig grad indskrænket.

Åndemagere, magikere og magi
Grundlæggende skelner vi mellem sort og hvid magi. Den sorte magi er den egoistiske og ofte onde magi, der typisk bruges for at tilegne sig magt eller for at nedkalde ulykke mod andre. Bedst kendes woodoo fra de Vestindiske Øer, hvor det eksisterer sideløbende med katolicismen. Den hvide magi er for kollektivets gode, og er vel det nærmeste vi kommer til begrebet religion hos naturfolk. Magi ( den hvide) er en integreret del af alle religiøse ritualer.
Man kan yderligere underopdele magien i tre former:
1. Delen er lig helheden. Ideen her er, at selv den mindste del af en ting er lig med hele tingen. Nogle fjer fra en ørn eller falk kan sætte en i stand til at få et ’falkeblik’, og en del af en svømmefugl kan give en forbedret evne til at svømme osv.
2. Ligeartet fremkalder ligeartet. Princippet her er, at en efterligning af en ting er lig med tingen selv. Således kan et hulemaleri af en succesfuld jagt skabe en ny succesfuld jagt. Vil man en fjende til livs, kan man lave et billede eller en figur af vedkommende og ved hjælp af et ritual stikke ham ned med en nål, hvorefter han selv vil dø. Man har eksempler på at det blandt de ’troende’ i f.eks. woodoo virker, idet den der har viden om, at han er udsat for et angreb af sort magi der betyder, at han vil dø på et givet tidspunkt rent faktisk også dør på det tidspunkt. Fænomenet er søgt forklaret psykologisk, men hidtil uden held.
3. Fortid = Nutid = Fremtid. Denne specielle magi er en rent kollektiv affære, der hører kultpladsen til. Det er del af et frugtbarhedsritual, hvor man samler al fortidens mana, dvs. forfaderens mana og får forfaderen til at komme til stede med sin livgivende og skabende kraft og endnu en gang skabe kosmos i stammens territorium. Gennem en dramatisering af forfaderens liv og gennemvandring af drømmesporet, der afgrænser stammens territorium, får man hvert år genskabt alt i territoriet. Fortiden blive til nuet og til fremtiden. År efter år gennemspilles dramaet og urtiden bliver således til nutid og fremtid. Den aboriginal urtid, Drømmetiden, er således ikke en forsvunden hellig tid – en slags paradistid – men en til stadighed nærværende og virksom tid, der er så nærværende og aktiv, at den ikke kan adskilles fra det profane. Det profane og det sakrale bliver et.
Det skal huskes, at aborigine ikke har nogen fornemmelse – eller koncept - af tid/historie, der række længere bagud end 2 generationer. Alt hvad der er ældre bliver del af Drømmetiden og altså til myte.

Totemisme
De australske indfødte har udpræget klan-totemisme, hvor andre naturfolk kan have individuel totemisme. Det betyder, at en klan kan have et ’slægtskabsforhold’ til typisk et bestemt dyr, i sjældne tilfælde til ’døde ting’, men dog altid til territoriet. En klans slægtskab med et totem-væsen er begrundet i, at netop dette væsen nedstammede fra klanens forfader, hvorfor dens mana står i nær kontakt med klanens.
Dette betyder imidlertid, at det er tabu at gifte sig med en person fra ens egen klan, indogam,- men at man er tvunget til at finde sin partner i en anden klan med et andet totemvæsen; f.eks. en onkels klan, eksogam. Hvis to mennesker fra samme klan alligevel gifter sig og dermed bliver tabubrydere, kan det få kaotiske konsekvenser for både totemvæsenet og tabubryderne; de kan risikere at blive eet totemdyr af ekstrem kraft.

Ritualer: frugtbarhedsriter og initiationsriter
Man kan groft sagt skelne mellem to typer ritualer blandt australske indfødte og for så vidt alle naturfolk: Frugtbarhedsriter og initiationsriter, dvs. overgangsriter, også kaldet Rites des Passages.
Frugtbarhedsriternes opgave er at genskabe kosmos og gøre kvinder, hundyr og naturen i det hele taget frugtbar i en kontinuerlig proces år efter år.
Initiationsriterne er overgangsriter, der skal sikre at overgangen fra et livsstadium til et andet sker uden at blande de forskellige manasfærer med kaos til følge.
Skiftet mellem de to manasfærer må foregå efter nøje tilrettelagte ritualer og stor påpasselighed. F. eks. må man ikke bruge jagtvåben til både landdyr og fisk/vanddyr, uden at de først gennemgår et overgangsritual og dermed et renselsesriutal. Der er, som vi så under begrebet tabu, visse overgangsriter ved overgang fra et sted  til et andet, f.eks. fra hverdagens lejr til kultpladsen eller til et  andet helligt sted, og når  man vender tilbage igen.
Begrebet overgangsrite bruges til at sikre den skiften mellem forskellige manasfære man kommer ud for i forbindelse med forskellige livsfaser: fødsel, optagelse i samfundet, pubertet, bryllup, faderskab, forskellige tilstande af indvielse til bærer af centrale myter og død og begravelse. Som det ses er ritualerne cykliske og følger for frugtbarhedsritualernes vedkommende årets gang, nøje i overensstemmelse med naturen; for overgangsritualernes vedkommende følges livets gang.
Man kan tale om et tre-faset grundmønster for riterne:
1. Initialfasen: Man udskilles fra den gamle tilstand og renses fra den gamle mana. Det er en farlig tilstand, idet man i princippet er uden mana i denne periode og således uden kraft og dennes beskyttelse.
2. Liminalfasen: Man er nu adskilt fra samfundet og isoleret, og symbolsk/rituel død. I denne periode kommer man i kontakt med det hellige og initieres i de forskellige myter og riter.
3. Finalfasen: Efter at man har gennemgået liminalfasen, har man fået den nye mana og er ’genfødt’ som et nyt menneske og kan genoptages i klanen. Hvilket fejres med stor festivitas.

De forskellige livsfaser som kræver overgangsriters hjælp
Fødsel: Et nyfødt barn betragtes ikke umiddelbart som et menneske eller som et medlem af klanen. Først efter nogen tid afgøres det om barnet er sundt nok til optagelse, eller om det skal sættes ud.  Det sunde barn bliver optaget i klanen ved et navngivnings-ritual, hvor det anerkendes af faderen og klanen. Ceremonien omfatter ofte omskæring af drenge og - i nogle tilfælde - piger. Børnene, der fødes lysere i huden rulles i aske for at blive mørk som en rigtig aboriginal. I mange stammer har man to navne, et officielt som kendes af alle og et hemmeligt, som kun kendes af barnet selv og forældrene. Dette er for at beskytte barnet mod sort magi. Nu er barnet optaget i klanen om end på et barneplan. Moderen gennemgår også et ritual, der skal føre hende tilbage til en normal kvindestatus i klanen.
Pubertet. Puberteten er overgangen fra barn til voksen, et rigtigt menneske og et fuldgyldigt medlem af klanen med den voksnes rettigheder og pligter. Det  er en central ceremoni hos alle naturfolk og her ser man ekstra tydeligt brugen af de tre faser. I initialfasen ser man mange steder, at maskerede mænd trænger ind i lejren om natten og bortfører initianderne  og bringer dem ud til et hemmeligt sted i bush’en, hvor de holdes isolerede gennem hele liminalfasen. Mødrene begræder højlydt deres sønners ’død ’. Ofte forklares det, at den store regnbueslange har taget dem. Efter visse korporlige prøvelser, demaskerer mændene sig og viser sig som drengenes onkler og familiemedlemmer. I liminalfasen lærer drengene de esoteriske  myter, riter, danse og sange. Folkets historie i myteform bliver fortalt dem og de lærer om den store forfader, der skabte dem i drømme-tiden. De lærer også, at det er en alvorlig tabuoverskridelse at fortælle om disse myter og riter til uindviede og til fremmede. En så alvorlig tabuoverskridelse  ville ofte blive straffet med døden. Den limenale fase afsluttes med, at drengene, hvis det ikke allerede er sket ved fødslen, bliver omskåret, bliver tatoveret eller får slået par tænder ud, som synligt symbol på, at de er blevet  mænd. I finalfasen vender de tilbage til lejren eller bopladsen i ny beklædning; de bliver modtaget med  en stor fest og megen jubel. De er ’genfødte’ og er at betragte som en velkommen forøgelse af stammens jægere. Hos nogle  stammer tages ’genfødslen’ så bogstaveligt, at de ’nye’ mænd må lære alting forfra, dvs. at tale, at jage osv.

Kvindernes pubertetsriter
Da de fleste etnografiske studier har været udført af mænd, kender vi ikke meget til kvindernes esoteriske riter. Det vides dog, at de lære om det seksuelle, om hvad der kræves for at være en god partner og deres ansvar for indsamling af bær, rødder og andet spiseligt, der udgør langt hovedparten af aborigines livsgrundlag. Det er kvinderne der bogstaveligt talt ’bringer brød på bordet’, - ikke mændene, hvis jagtudbytter er få og sjældne.

Bryllup
Et bryllup er en samfundsmæssig og social begivenhed og forskellig fra stamme til stamme i overensstemmelse med deres forskelligartede struktur, erhverv og religiøse traditioner. Det mest almindelige er, at pigen flytter ind i mandens klan og herefter overgår til mandens slægt og klan, samt at hendes børn bliver optaget i klan og får deres klantotem. Dette fænomen kaldes patrilineært. Hos andre stammer er det manden, der flytter ind hos konens slægt og tilhører hendes klan og overtager klanens traditioner. Her vil det ikke være manden, der tager sig af børnenes opdragelse, men konens broder. Faderen vil i stedet være opdrager af sin søsters børn. En sådan kvindelig arvelinje tradition kaldes matrilineært . Det bør dog ikke forveksles med et matriarkat , alle australske stammer er patriarkalske . Alle bryllupsceremonierne har et stærkt erotisk islæt, da ønsket om frugtbarhed og forøgelse af stammens overlevelsesevne hænger nøje sammen med at man kan føde børn. Det er en stor skam for en kvinde ikke at kunne føde børn og vil ofte kædes sammen med et tabubrud på hendes side med de tilhørende konsekvenser.

Død og begravelser
Som det er tilfældet med fødslen, er den biologiske side af døde mindre væsentlig end den spirituelle og samfundsmæssige. Den samfundsmæssige opgave er to-foldig: 1)at sikre at den dødes ånd eller mana når sikkert frem til stammens sjælkraftspulje for igen at kunne blive ’genfødt’ i stammen, 2) at sikre at lejren og at de, der har haft berøring med en døde og dennes redskaber, bliver renset  for den dødes mana. Den døde skal, gennem riterne, overgå fra at være et levende menneske til at være en forfader, men hans ånd/mana skal genfødes. Det er ikke meningen, at den afdødes ’ånd’ skal opholde sig i og omkring lejren blandt de levende. Der en klar fornemmelse af, at en ’herreløs ånd’ kan være meget farlig. Hos Murngim-stammen  i Arnhemland, i det nordlige Australien, mener man, at et menneske har to sjæle og at den ene efter døden går til sjælkraftspuljen, medens den anden bliver ondsindet og flakker rundt i skoven og i bush’en som en slags dæmon.
Formålet med alle disse ritualer er at sikre stammens fortsatte eksistens  og at regulere det indbyrdes forhold så den kosmiske orden opretholdes; og sikre at kollektivet til stadighed fungerer – en nødvendighed for stammens overlevelse.

Drømmetiden – eller det ’at drømme’ religiøst
 De australske indfødtes livs- og verdensanskuelse tager udgangspunkt i en bemærkelsesværdig idé: drømmetiden eller alcheringa, som det kaldes for Aranda-stammens vedkommende. En central betydning af drømmetiden ( som er en tilnærmet og ikke fuldt dækkende oversættelse af begrebet, men som bruges af de indfødte selv), er at det er en hellig og skabende urtid, en heroisk tid for lang tid siden, da jorden tog form og mennesket og naturen blev hvad de er i dag. Fænomenet har dog ikke kronologisk eller historisk karakter, som vi forstår disse begreber. Der findes ikke aboriginal begreber for tid eller historie, undtagen en generation eller to tilbage. En indfødt vil kunne omtale sit totem eller selve stedet, hvorfra hans ånd eller sjæl kom fra for hans drømmetid. Også traditioner eller de moralske love kan han kalde for en effekt af drømmetiden.
Alcheringa fremmaner et billede af en heroisk tid, der var for uendelig lang tid siden, men som også er nu og  i al fremtid. Der er ikke tale om en ’Guldalder’, eller en ’Edens Have’, skønt det er en tid hvor forfædrene gjorde skabende ting, som for eksempel at skabe lokal-universet med dyr, natur og mennesker, som det er i dag. Jorden som sådan har altid været også længe før drømmetiden. Så det er  kun delvist en skabelsesmyte, men for alle de indfødte stammer er dens fælles autoritet, uanset hvem de skabende forfædre er, absolut og hellig, og kan ikke udfordres.
Drømmetiden er et komplekst fænomen. Bl.a. er det en beretning (myte) om de ting, der en gang skete og som stadig sker og en gang en skabende kraft, som stadig skaber; og det er også et logos, eller et ordnende princip, der transcenderer alt hvad der er af betydning  for den indfødte. Hvorfor den indfødte bruger  begrebet ’at drømme’ om dette fænomen, kan undre; måske skyldes det, at det ved selve det at drømme – i realiteten såvel som symbolsk - at der bygges bro mellem den indfødte og selve det religiøse mysterium.
I vor moderne forståelse, har vi en tendens til at tale om krop og sind, kød og ånd, sjæl og personlighed og personlighed og navn, som enkeltheder, der leder frem til idéen om en enhed: forståelsen af hvem og hvad et individ er.
Hos den australske indfødte ville man ikke drømme om at spørge hvem han er, eller hvad hans navn er. At gøre det ville blive opfattet som en krænkelse og en fornærmelse. For den indfødte er navnet en intim del af enheden ånd, sjæl, krop og personlighed, som man ikke tager sig friheder overfor. På samme måde er det, at træde en indfødts skygge for nær, det samme som at komme ham selv for nær, og opleves som en trussel. Man må heller ikke komme hans totemkilde – stedet, hvorfra hans sjæl/ånd kommer - for nær. Det ville per definition være det samme, som at komme hans totem – hans sjæl/ånd - for nær. At tro på drømmetiden er at  tro på altings basale enhed. Opløses denne tro går hele den australske indfødtes univers- og livsforståelse i stykker, og han mister sin identitet. En indfødt ser en enhed f.eks. mellem flere personer, mellem en ’død’ og et menneske, og mellem naturen og mennesket per se. Hans klan er således en enhed med en bestemt lokalitet; fjernes han fra denne mister han noget væsentligt af sin enhed, noget som er lige så vigtigt for ham som hans sjæl, ånd eller krop. Han bliver et fragmenteret og ikke-helt menneske.
Virkeligheden er at menneske, samfund og natur, og fortid, nutid og fremtid udgør en enhed, hvis systems ontologi ikke kan belyses under indflydelse af humanisme, rationalisme eller naturviden-skab.
Den australske religionsforsker, W.E.H. Stanner , mener, at hvis vi søger at analysere idéen med drømmetiden ud fra vore egne intellektuelle koncepter, vil vi kunne finde flere familiære idéer. Ud fra denne analysemetode vil vi finde, at  drømmetiden  er en kosmogoni; en beretning om universets tilblivelse ( hos mange stammer vil dette dog kun være lokal universet – territoriet som de tilhører), altså en skabelseshistorie. Det er også en kosmologi, en beretning eller en teori om hvordan og hvorfor det skabte blev et velordnet, kosmisk system. Mere præcist hvordan universet blev et moralsk system.
Hvis man analyserer de hundredvis af myter om drømmetiden, der resterer endnu, kan man inddele dem i tre kategorier. Den første gruppe angår de store mysterier – hvordan al ild og vand først blev stjålet og siden tilbageerobret; hvorledes mennesket havde gjort en fejl med magi og nu må dø på grund af den første fejl; hvordan sol, måne og stjerner blev sat på deres kurs og tilsvarende myter. Den anden gruppe beretter om, hvordan nogle ting blev institutionaliserede for første gang – hvordan mennesket udgik fra den samme rod som dyrene; hvordan klaner, stammer og sprog blev differentieret; hvordan åndebørnene først blev anbragt i vandhullerne, i vindene og i træernes blade.
Den tredje gruppe giver os grund til at antage at mange af de nutidige traditioner allerede regerede selve drømmetiden og således var præ-ontologiske – f.eks. incest, drab, eksogami etc.
Der er altså tale om et langt mere udviklet morals/etisk system end først antaget. Man kunne sige at fortællingerne – myterne er en poetisk tilgang til Virkeligheden. Den indfødte stiller ikke filosofiske spørgsmål så som hvad er virkeligt? Hvor mange virkeligheder er der? Hvad er virkelighedens egenskaber? Denne måde at spørge på er en vestlig, filosofisk måde. Aborigines’ måde er, at udleve myterne og at transformere dem til virkelighed således, at drømmetiden ikke blot handler om hvad livet er men om hvad det kan blive.
Ved at følge drømmetiden, lever den indfødte sin særlige form for filosofi ud.
Aborigines har ingen guder, idéen om en dømmende gud er dem fuldstændig fremmed. Deres etiske indsigt er således uklar og noget grov i dens udformning. Deres indsigt har ikke noget der minder om den grundlæggende, jødiske lovsamling; man kan ikke finde idéer som selvovervejelse, eller bevidsthed om en udvalgthed og skæbne, som var tanker der optog jøderne fra begyndelsen. Der er enkelte glimt, men ingen gennemgribende sans for moralsk dualisme; ingen sans for nåde og forsoning; ingen himmel med belønning eller helvede med straf. Den indfødtes efter-liv er intet andet end en skyggeagtig gentagelse af dette liv. Derfor flygter den indfødte ikke dette liv for at opnå indre fred i en meditativ eneboertilværelse. Der er ingen profeter, helgener eller visioner og åbenbaringer. Der er en moralsk lov, men, som i drømmetiden, er mennesker ( og forfædrene ) gode og onde, og ingen martres af den grund. I den jødiske og vestlige etik er der næsten uendelige mulighed for udvikling, og en trang  til dømmesyge og et, til tider, pessimistisk syn på livet. I den indfødte er der en næsten statisk og stillestående ’udvikling’, og et livssyn, der næsten er fatalistisk, - hverken positivt eller negativt.
Aborigines har en slags religiøsitet, som fremgår kryptisk i deres næsten magiske forståelse af naturen og dens funktioner, i deres komplekse totemisme, ritualer og kunst, og måske også i deres indviklede sociale, men ordnede samfundsstruktur.
De er, som tidligere nævnt, nomader, jægere og samlere, som intet dyrker og som kun bliver et sted for kort tid. De efterlader næsten intet mærke på naturen og deres omgivelser. Det kræver et trænet øje at se, hvor de er eller har været. I løbet af et par uger efter, at de har forladt en lejrplads, vil et hvert spor efter dem være forsvundet. De hverken dominerer eller søger at forandre naturen. Man kan ikke sige at de ejer naturen, eller at de er ’naturens børn’, man kan kun sige, at de er ét med naturen. Således har de fundet den perfekte symbiose mellem mennesket og naturen; det må siges at værre en metafysisk akt af dimensioner. Den hvide mand er først i 1960erne begyndt at søge filosofisk efter denne symbiose og for ham er det umiddelbart for sent. Men meget kan læres fra den indfødte hvad natursyn angår
Aborigines har været i Australien for mindst 10.000 år. Der er  ikke dokumentation for mere, men en teori går ud på at det snarere er 40.000 år. Teorien bygger på, at aborigines har været på det australske kontinent siden Australien, på grund af underjordiske forskydninger, skilte sig fra sydøst- Asien og drev syd på. Dette begrundes med, at Australien har bibeholdt en fauna og dyrebestand som ikke længere eksisterer i Asien. Den isolation Australien herefter har befundet sig i har resulteret i, at de indfødte, isolerede fra fremmed indflydelse og påvirkning som de var, har kunnet bevare deres egenart som et stenalderfolk helt frem til den hvide mands ankomst. Heller ikke naturen har gennemgået nogen forandring eller udvikling.
Netop dette lange tidsforløb i isolation, med en uforandret natur, og en uprogressiv kultur har sikret en ensartethed, en mangel på forandring, faste rutiner og traditioner. Den mangel på forandring, som den indfødte har oplevet, er for ham et tegn på, at det er livsbekræftende og et gode, - en tingenes naturlige tilstand. Det har medført, at de er blevet, ikke blot et folk uden historie, de har evnet at gøre selve begrebet historie betydningsløst, m.a.o. de er blevet et ahistorisk folk.
Et af de bemærkelsesværdige træk ved den indfødte kultur er, at der ikke findes eller har fundet nogle erobringskrige sted; der har aldrig været konkurrencer om land – end ikke, hvor en stamme levede på et vandrigt og frugtbart territorium, mens nabostammen levede på et vandfattigt ufrugtbart land. Man lever i den natur man er født ind i og kan ikke leve andre steder.
Et andet bemærkelsesværdigt træk ved de indfødtes kultur er, at man ikke kender til begrebet høvding, konge eller leder. Det eksisterer simpelthen ikke i sproget eller i tanken. Det, at et menneske skal regere over et andet, er lige så utopisk og uforståeligt for de indfødte, som at mennesker kan eje eller ’regere over’ naturen. Der naturligvis ledere, men i den forståelse, at der er nogle som er mere vidende, dygtigere eller modigere end andre, og alene ud af respekt for deres kvaliteter lyttes mere til dem end andre. Men i det store og hele er alle lige. Dog er det naturligt, at de ældre dominerer de yngre og at mænd dominerer kvinder. Det skal dog ikke forstås som at kvinderne er mændenes ejendom. Mytologisk var det sådan, at kvinderne i urtiden/drømmetiden havde magten og de rituelle genstande, men den blev frarøvet dem af mændene med magt.
Ejendomsret – eller magt over ting – er også uforståeligt i den indfødtes univers. Hvad kunne være mere nytteløst end et stort lager af føde, som ikke kunne holde sig, eller en stor bunke spyd, som man skulle slæbe med sig fra lejrplads til lejrplads. Det at have personlig ejendom var  for de indfødte ganske uforståelig. Derfor er det indfødte samfund et kollektiv, hvor deling af fangst, jagt og bær og rødder er en selvfølgelighed og der eksisterer en overraskende klar idé om ligeværdighed i delingsprincippet. Denne delingsform er stadig gældende blandt hovedparten af de indfødte, der modsætter sig integration i dag.
Resultatet af denne samfundsform er en homøostasis , vidtrækkende og stabil.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

III. Afsnit: Aranda folket
1. Aranda folkets struktur
Aranda folket kan deles op i fire stammer i central Australien med byen Alice Springs  som centrum: Nordlige, Østlige, Sydlige og Vestlige Aranda stammer. Hver stamme er inddelt i et stort antal klaner, der hver i sær udgøres af en storfamilie. Hver klan har deres egen totemdyr, myter og ritualer. Nogle klaner er matrilineære medens andre er patrilineære. Nogle er indogame og andre er eksogame. Der er således store forskelle inden for et enkelt folk og det ville være fuldstændig umuligt at gennemgå  hele ’folkets’ myter og ritualer her. Derfor vil den Nordlige Aranda stamme blive gennemgået under navnet ’ Aranda’. Den Nordlige Aranda stammes sociale opbygning, myter og ritualer er særdeles godt beskrevet og er mest repræsentative for Aborigines generelt. Aranda er de stammer som længst har været uden ydre påvirkning, men man skal altid være opmærksom på, at de mest velformulerede indfødte informanter er de, der er uddannet på missionsskoler, hvorfor deres genfortælling af de gamle myter kan være præget af ord og begreber fra kristendommen; også selvom de ikke selv har antaget denne fremmede religion, men kun har lært begreberne som del af deres sprogundervisning.
Den Nordlige Aranda stamme er patrilineær og eksogam. Herefter vil det være den, der bliver beskrevet under navnet Aranda.

2. Den store fader
Myten om ’den store fader’ fortæller den berømte gurra’s  forfader, Karora’s   livshistorie. Karora’s og dermed også klanens territorium er nu kendt som Ilbalintja  Soak, midt på Burt Plain. Myten er fortalt til Strehlow af en indfødt informant på Aranda; og det er  Strehlow selv, der har oversat teksten til engelsk.

Tekst 9
Den store fader.
I den allertidligste begyndelse hvilede alt i et evigt mørke: natten undertrykkede jorden, som et uigennemtrængelig krat. Gurra forfaderen – hans navn var Karora – lå sovende, i det evige mørke helt nede på bunden af Ilbalintja kilden; som endnu ikke var en kilde, da der endnu ikke var kommet vand i den og grunden var helt tør. Over ham var jorden rød af blomster og overgroet af mange slags græsser; og en stor tnatantja  svajede over ham. Denne tnatantjaa var sprunget ud af midten af de purpur blomster, som voksede over kilden ved Ilbalintja. Ved dens rod hvilede Karora’s hoved: derfra skød den op mod himlen, som ville den gennembryde selve himlens hvælv. Den var et levende væsen med en glat hud, som et menneskes hud.
Og Karora’s hoved lå ved roden af den mægtige tnatantja og havde hvilet der siden den første begyndelse. Og Karora begyndte at tænke, og ønsker og begær lynede gennem hans sind. Gurras, (punggrævlinge) begyndte at komme ud af hans navle og hans armhuler. De gennembrød mulden over dem og kom i live. Og nu begyndte daggryet at bryde frem. Fra alle retninger sås et nyt lys fremkomme: selve solen begyndte at rejse sig fra Ilbalintja, og den oversvømmede alt med sit lys, ( derfor blev Ilbalintja også til et sol totem center) . Så faldt det Gurra’s forfader ind at rejse sig, nu da solen stod højere. Han brød igennem den skorpe af jord, der havde dækket ham: og det gabende hul han efterlod sig blev  til Ilbalintja kilden, da den fyldtes med den søde, mørke saft fra kaprifolium skud. Gurra forfaderen rejste sig og følte sig sulten, siden magiske kræfter var udgået fra hans krop. I førstningen føler han sig omtåget; langsomt begynder hans øjenlåg at blafre; så åbner han dem en smule. Han griber om sig i sin omtågede tilstand; han føler en bevægende masse af gurras overalt omkring sig. Han står nu mere fast på sine fødder. Han tænker og han begærer. I sin store sult griber han to unge punggrævlinge; han koger dem et lille stykke borte, tæt ved det sted hvor solen står, i det hvidglødende muld ophedet af solen: solens fingre alene forsyner ham med ild og hed aske. Da nu hans sult er stillet, drejer hans tanker sig mod en medhjælper. Men nu er aftenen begyndte at nærme sig over jorden; solen dækker hans ansigt med et slør af hårlokker, dækker hans krop med svævende hårlokker, og forsvinder ud af syne for mennesket. Og Karora falder i søvn med begge arme udstrakt fra kroppen.
Medens han sover begynder noget at komme frem fra under hans armhuler i form af en bullroarer . Den antager en menneskelig form og i løbet af en nat vokser denne skabning op til en fuldt udvokset ung mand: Det er hans førstefødte søn. Samme nat vågner Karora op, fordi han føler at hans arm bliver presset af noget tungt: han ser at hans førstefødte søn ligge ved hans side med  hovedet hvilende på sin faders skulder. Dagen gryer. Karora rejser sig og han udstøder den lange, vibrerende, kaldende lyd, der kendes under navnet riangkinta. Derved vækkes sønnen til live. Han rejser sig; han danser den ceremonielle dans rundt om sin fader, der sidder prydet med fuldt ceremonielle tegninger forarbejdet i blod og fjer og dun. Sønnen stavrer og vakler; han er stadig kun halvt vågen. Hans fader sætter sin krop og sit bryst i en voldsom skælven; så anbringer sønnen sine hænder på ham. Den første ceremoni er slut. Sønnen sendes nu af sin fader ud for at dræbe nogle af de punggrævlinge (gurra), som leger fredeligt i skyggen i nærheden. Sønnen bringer dem tilbage til sin fader, som tilbereder dem i den sol glødende muld som han havde gjort det før og han deler det færdige måltid med sin søn. Aftenen falder på igen og snart sover de begge. Samme nat er to sønner mere født ud af faderens armhuler; også disse kalder han til live den følgende morgen med riangkinta kaldet, som han havde brugt dagen før. Denne proces blev gentaget nat efter nat og dag efter dag i lang tid. Sønnerne tager sig af jagten; og nat efter nat giver faderen fødsel til flere og flere sønner – så mange som 50 på nogle nætter. Men enden kan ikke udskydes for længe; snart er det lykkedes for faderen og sønnerne, at dræbe og æde alle de gurra, der oprindeligt var sprunget ud af Karoras krop. I deres sult sender faderen sønnerne ud på en tre dages jagt, for at gennemstrejfe det store Ilbalintja Plain så langt som til Ininta og Ekallakuna. I timevis søger de tålmodigt i dette høje, hvide græs, i halvmørket af de næsten grænseløse udstrækninger af  Mulga-træer. Men det store mulga krat er tomt for punggrævlinge, og de er tvunget til at vende tilbage tomhændede. Det er den tredje dag. Sønnerne vender tilbage, sultne og trætte gennem den store stilhed. Pludselig hører de en lyd, som lyden af en svingende bulroarer. De lytter; så fortsætter de med at søge efter den mand, der må svinge den. De leder og leder og leder. De stikker med deres tjurunga stokke  ind i alle grævlingehuler og hvilesteder. Pludselig springer noget mørkt og loddent op og forsvinder i et nu. De udstøder et højt råb, ’ Der løber en sandklit kænguru’. De kaster deres tjurunga stokke efter den og brækker dens ben. Og så hører de ordene i en sang komme fra det sårede dyr: ’ I, Tjenterama, er nu blevet lamme. Ja, lam; og den purpur evighed klynger sig nu til mig. Jeg er et menneske som I er; jeg er ingen grævling.’ Med disse ord halter den lamme kænguru bort. De forbavsede gurra-brødre fortsatte på deres vej hjem til deres fader. Snart så de ham komme dem i møde. Han fører dem tilbage til kilden. De sad omkring på dens kant i cirkler uden om hinanden, den ene cirkel uden om den anden, bredende sig ud længere og længere som cirkler i et forstyrret vand. Og den store pmoara flod af sød honning fra kaprifolium skuddene kommer ned fra øst og lægger sig om dem; den skyller dem ned i Ilbalintja totemkilden.
Her forblev den aldrende Karora, men sønnerne blev af floden, under jorden, bragt til et sted  i mulga krattet. Her genforenedes de med den store Tjenterama ( totemdyret kænguruen), hvis ben de uforvarende havde brækket med deres tjurungastokke.
Strehlow: Aranda Traditions, s. 7-9

Ovenstående myte er en såkaldt kosmogonisk myte, altså en myte der beskriver [næsten] altings tilblivelse. Ilblintja totemkilden er således stedet hvor den stor fader, Karora, ud af sin krop skabte gurra og de hellige sønner, som blev forfædre til N-Aranda stammens mænd. Det er den dag i dag et helligt, ceremonielt sted, hvor de indfødte kan udpege klipper og sten som værende de evige udødelige kroppe af gurra brødrene, som  ligger på toppen af en stor rund sten, der symboliserer Tjenterama’s krop. Og Tjenterama, hvis ben sønnerne havde brækket er nu deres nye ’høvding’ og repræsenterer den nye gurra forfader i Ilbalintja. Karora forblev, iflg. de indfødte, i sit oprindelige hjem, hvor han ligger i evig søvn på bunden af totemkilden. Indfødte, der kommer til kilden for at slukke deres tørst, må nærme sig den med respekt og medbringe bundter af tnurunga grene, som de lægger på kanten af totemkilden, som et tegn på respekt. Karora er så glad over deres komme og smiler i søvne.
Alle de indfødte af N-Aranda stammen forstås som værende reinkarnationer af en eller anden af disse forfædre. Spørgsmålet bliver da, hvem er forfædrenes forfædre og hvordan blev de skabt. Svaret er givet i ovenstående myte. Naturen – bortset fra  enkelte totem elementer - har været her altid og ligeledes Den Store Fader, der blot hviler i den periode, der ligger uden for myten. Det er netop dette forhold, der giver anledning til det cykliske livs- og natursyn ,vi finder hos de indfødte. Der er ingen skabelse at universet og heller ingen ende på det. Det er fra Faderen, at sønnerne og totemdyrene og de hellige steder stammer. Hvordan kvinderne er skabt, er der imidlertid intet svar på. Det er typisk for det patrilineære system i N-Aranda. I disse myter har et barn kun brug for en fader for at blive til. Fra V-Aranda og S-Aranda myter har vi imidlertid eksempler på, at i det matrilineære system var der kvindelige forfædre, som typisk kun havde et eller to børn, og ingen af disse børn havde fædre. Fra Murnginfolket i Arnhemland, i det nordlige Australien, har vi en myte om en broder og to søstre, der gennem et incestuøst forhold skabte menneskene, - både kvinder og mænd. Men i det centrale Australien hos Aranda folket er det typisk, at et barn kun har en forælder. Dette fænomen skyldes, at hvert barn ses som en reinkarnation af forfaderen, som går i en direkte line fra enten faderen (patrilineær) eller fra moderen (matrilineær).
Den almægtige Store Fader er både betragtet med ærefrygt og direkte frygt af sønnerne, der er klar over deres egne manglende evner i forhold til faderen. Og faderen på sin side både elsker og hader sine sønner, idet han i dem ser konkurrenter til hans fremtidige magt. I mange af disse myter er det sådan, at faderen æder sine egne sønner. Denne form for kannibalisme er helt klar blevet  camoufleret ved at erstatte sønnerne med dyre-symbolik, i ovennævnte myte med totemdyrene, gurra, der ligesom sønnerne blev skabt af Karora selv og således var en del af ham selv på linje med sønnerne.
I andre myter får faderen – som f.eks. ragia-forfaderen – fra en anden klan, skyldsfølelse og går hellere sulten end at spise af ragia-bærrene ( der i denne myte er totem bær) for de var jo en del af ham selv.
I det centrale Australien, hos bl.a. Aranda folket, er det endnu i dag tabu at jage og spise sit eget totemdyr, for den indfødte forstår sit totemdyr som sin egen ældre broder. Vi kan formentlig konkludere, at mytefortællerne har anvendt dyre-symbolik for at skjule, at der i de ældste myter var tale om en kannibalisme, som samfundet ikke har kunnet leve med. I nogle myter har den kannibalistiske fader, der æder sine egne sønner, overlevet uden at være blevet erstattet af dyr eller undskyldt på nogen måde.

3.- Dyresymbolik og tjurrungga – objekternes betydning
At den udbredte brug af dyresymbolik skal søges i en apologi for den groteske handling, at spise en af sine slægtninge, selvom det er af yderste nød, som i tilfældet med Den Store  Fader myte, hvor gurra brødrene, ved en fejl, sårede deres broder Tjenterama så han blev lam, fordi de troede at han var en sandkænguru, synes dokumenterbar hvis vi kigger på en anden N-Aranda myte, - Lukara myten.
Tekst 10. Lukara myten
Ved den kendte Lukara, på bredden af det store vandhul, i den tidligste begyndelse, lå en gammel mand i dyb søvn ved roden af en witchetty  busk. Tiden var passeret over ham; han havde ligget der uforstyrret, som en mand, der er i en tilstand af evig halvdrøm. Han havde ikke rørt sig helt siden begyndelsen, han havde ikke bevæget sig; han havde altid ligget med armen som pude. Årtusinder havde skyllet over ham i hans evige søvn.
Mens han nikkede i sin evige søvn, havde den hvide tnjimeta ( witchetty busk) dækket ham fuldstændig. De havde altid været på hans krop. Den gamle mand bevægede sig ikke, han vågnede end ikke; han lå der i  sin dybe søvn. Larverne kravlede rundt på hans krop som en sværm af myrer; og den gamle mand børstede dem nu og da forsigtigt af uden at vågne af sin søvn. De vendte imidlertid tilbage; de krøb over hele hans krop, de borede sig ind i ham; han vågnede ikke; tiderne rullede stadig hen over ham. Og så en nat, mens den gamle mand sov, hvilende på sin højre arm, faldt noget ud af hans armhule, noget der lignede en witchetty larve. Den faldt til jorden og antog en menneskelig form og den voksede hurtigt; og da morgenen gryede, åbnede den gamle mand sine øjne og stirrede med forundring på sin førstefødte søn.
( Myten fortsætter med at fortælle, at en stor skare af tnjimeta mænd blev ’født’ på samme vis. Deres fader rørte aldrig på sig: det eneste tegn på bevidsthed han nogensinde viste var, at åbne sine øjne; han afviste endog at modtage den føde hans sønner tilbød ham. Sønnerne var imidlertid travlt beskæftiget med at grave witchetty larver ud fra rødderne af buskene nær ved; og de ristede dem og spiste dem. De følte af og til trangen til at blive larver igen; så ville de afsynge en trylleformular og på den måde transformere sig til larver og kravle ind i witchetty rødderne igen. Derfra ville de komme frem og op til overfladen, og antage menneskelig form igen.)
En dag kom der imidlertid en fremmed fra Mboringgka, der ligger langt borte. Den fremmede betragtede den stor bunke saftige og fede larver, som var blevet samlet sammen af tnjimeta brødrene af Lukara, og han fik lyst til dem. Den fremmede – han var også en tnjimeta forfader, blot stammede han fra Mboringgkaa – tilbød  sin egen bunke larver i bytte for de saftige Lukara larver. Men den fremmedes larver var alle lange, tynde og jammerlige væsener. Hånligt kastede Lukara mændene de tilbudte larver til side med deres gravestokke; de sagde ikke et ord. Gæsten fra Mboringgka blev vred , og før de kunne forhindre det, snappede han Lukara mændenes bunke og tog flugten.
Modløse returnerede Lukara mændene til deres sovende fader. Han havde allerede sanset tabet af bunken før de ankom: han havde følt en skarp smerte i sin krop, da røveren snuppede bunken af larver og stak af. Langsomt rejste han sig, og begav sig vaklende efter røveren. Men det lykkedes ham ikke at redde den stjålne bunke larver; tyven tog dem med til det fjerne Mboringgka. Faderen sank sammen, og hans krop blev  til en levende tjurunga; alle sønnerne blev til tjurunga og også den stjålne bunke larver blev til tjurunga.
Strehlow: Aranda Traditions, s. 15-16
Ovenstående myte forklarer os den virkelige forståelse af tjurunga’ens betydning i det indfødte univers. Sønnerne, witchetty larverne og tjurunga’en er et og samme væsen. I den indfødtes forståelse er der ingen forskelle på de tre. Det nærmeste vi kommer forståelsen af dette fænomen i den hvide mands tankegang er kristendommens treenighed, hvor sønnen, faderen og ånden er ét. Hos N-Aranda (og andre stammer) er de alle inkarnationer af den samme livgivende forfader, mennesket, totemdyret og den med klanen associerede tjurunga. Hver celle i forfaderen  er blevet  levende i form af et dyr, mennesket og ting.
Det er derfor kun naturligt, at forfædrene forstås som udødelige. For de indfødte var det utænkeligt,
Ja, helt umuligt, at de synlige ting; menneskene, dyrene og planterne, - der alle var en synlig og håndgribelig personificering af en evige forfader og den skabende livskraft han besad. – og stadig besidder – frugtbarheden, skulle kunne ophøre. Ingen af myternes forfædre dør da nogensinde; i stedet går de ind i en ’dvaletilstand’ og deres ånd kommer kun til stede  en gang om året når den store frugtbarheds-ceremoni og genskabelsesceremoni afholdes. Hans krop bliver forvandlet til noget, der vil overkomme tidens tand: De er nu blevet til særlige klipper, træer og tjurunga. Hvor end forfædrene vandrede inden for deres territorium efterlod de sig et spor af potentiel liv, som blot ventede på en lejlighed til at antage levende form. Når et hundyr, eller en kvinde krydsede dette ældgamle spor, var der stor sandsynlighed for, at hun ville blive gravid, naturligvis hvis hun var mandbar, eller i brunst og var blevet ’åbnet’ af et handyr, eller en mand. Forfaderen, eller en af hans sønner, eller et af de skabende ’atomer’, som de udstrålede på deres vandringer lå parate til at springe ind i et hundyr, som kunne bringe dem tilbage til livet og give dem håndgribelig form.
Vildt i området kunne også skabes ved magi, dvs. ved religiøse ritualer: simpelthen ved at gnide en sten mod en af de klipper, der symboliserede det pågældende dyrs forfader. Hvert støvkorn af klippen er et potentielt dyr.
De samme magiske kvaliteter har de originale tjurunga, som traditionelt anses for at være de forandrede og udødelige kroppe af forfædrene og deres sønner.

3. Tyveri af tjurunga
Forfædrenes eneste og mest skattede ejendel var deres tjurunga. De var en del af dem selv og var, som de selv, livgivende og havde magiske kvaliteter. De vogtede skinsygt på dem og var altid bange for, at de skulle blive stjålet af andre forfædre eller disses afkom og dermed overtage deres kraft og selve essensen af deres væsen. Der er overalt i Australien myter om tyveri af disse hellige relikvier. Et  sådant tyveri kan kun medføre døden for tyven. Er en uskyldig fremmed i nærheden, vil han automatisk få skylden og ingen spørgsmål om skyld vil blive stillet, - han vil blive dræbt på stedet. Sådan er det selv i dag, dog i mindre grad. Tyveri af de hellige tjurunga fra f.eks. en hule bliver som regel hævnet med drab på gerningsmanden, eller hans nærmeste slægtninge.
Den følgende myte fra N-Aranda om Iwupataka, som er centret for klanen for latija-totemet , handler om, at de to forfædre, som udgik fra totemkilden Iwupataka, fader og søn, og som var forfædre for henholdsvis krage- og kænguruklanen blev berøvet deres tjurunga.

Tekst 11 - Iwupataka myten
På den første morgen drog krage- og kænguruforfædrene ud til de grønne yams områder øst for kilden for at grave de saftige rødder op. De går til forskellige steder og begge havde fyldt deres ka, da eftermiddagen begyndte at svinde. Begge returnerede til Iwupataka. Faderen ankommer først og har ristet sine rødder før hans søn ankommer. Solen er netop gået ned og sønnen skjuler de rødder han har samlet, nu da det er blevet mørkt. Faderen bringer sine ristede rødder til sin søn, kænguruen, og tilbyder at dele dem med ham. Kænguruen afviser tilbuddet: ” Tag dem bort! Tag bort hvad du har samlet fra jorden.” Kragen vender tilbage og sætter sig ved sit eget lejrbål. Og nu tager kænguruen sine egne yams frem og rister dem rødbrune i ilden og spiser dem hemmeligt for at hans fader ikke skal se det. De overskydende rødder fra måltidet lægger han tilbage i et langt træ kar; han lægger derefter gummi blade hen over rødderne og begraver karret med rødderne dybt i sandet så hans fader ikke skal kunne finde dem.
Den næste dag sker det samme. Igen om aftenen tilbyder kragen de rødder, som han har samlet til sin søn, kænguruen; og igen afslår kænguruen. Igen bliver nogle friskristede rødder lagt til side i hans skjulte lager efter måltidet.
Da flere dage er gået begynder faderen at blive mistænksom over hans søns besynderlige adfærd. Han begynder at spørge sig selv: ” Hvorfor afviser han altid det føde, som jeg tilbyder ham? Hvad spiser han? Er han mon vred på mig?” Og den følgende morgen drager kragen tidligt af sted for at grave yams. Men  så snart som kænguruen har forladt lejren, vender kragen tilbage til det hendøende lejrbål. Han roder op i sandet og finder til slut det gemte kar. Han løfter det op. Det udsender en advarende, ringende lyd og i samme øjeblik mærker sønnen en stikkende smerte i sin krop, som om hans krop blev flået fra i stykker.
Kragen , efter at have taget karret op, fortsætter med at spise rødderne det indeholdt på en afslappet og skødesløs måde. Han tager dem op en efter en og nyder dem med stor fornøjelse. Men kænguruen er allerede på vej tilbage opfyldt af et dødeligt raseri. Han har malet en hvid stribe på sit ansigt, en stribe som er tegnet på blodhævn. Ved synet af ham bliver faderen pludselig bange. Han løber bort, og han tager de stjålne rødder med sig.
Kænguruen griber sit slanke spyd fra den vandtildækkede klippe, hvor det havde stået fra begyndelsen og begynder at forfølge kragen. Kragen skynder sig at blande sig med de andre krager, som lever højere oppe på bredden af kilden; men han kan ikke skjule sig: kænguruen farer med absolut vished gennem den forvirrede flok krager til stedet, hvor hans fader prøver at skjule sig. Den tætte forfølgelse fortsætter. En anden gruppe krager forsøger forgæves at distrahere den vrede kængurus opmærksomhed. Og så ender de på de stejle skrænter af Iloata. Kragen farer af sted forrest grebet af rædsel og kænguruen følger ham tæt efter med sit spyd højt hævet til et kast.
Og nu har de nået de knejsende højdedrag af  Iloata. Kænguruen lægger sig i græsset for at  være ude af syne for sin fader. Kragen sætter sig og fortsætter med at æde de stjålne rødder. Kænguruen rejser sig langsomt og kravler på hænder og fødder gennem det høje græs i en cirkel omkring kragen, til han er kommet bag på sin fader. Han bevæger sig nu ind på kragen bagfra, medens hans fader anspændt kigger fremefter. Kænguruen løfter sit spyd, tager sigte og kaster det med dødelig akkuratesse; spyddet synker dybt ind i ryggen på hans fader, som falder forover og slår vildt omkring sig. Spydspidsen stikker ud af hans bryst. Han giver en sidste flagren fra sig i sin døds-kamp. Kænguruen kaster sig over den døde krage. Han lemlæster ham: han skærer hovedet, benene, og armene af sin myrdede fader, og slynge dem vildt væk. Så vender han sig roligt og begynder at stige ned.
Han træffer på en gruppe kængurumænd. Han fortæller dem,hvad der er sket. De går amok i raseri; tager deres køller og giver sig til at slå løs på ham. I forvirringen undslipper morderen uden at komme til skade. I  deres vilde raseri og faren omkring hvirvles støvet op og omslutter kænguru-mændene, så de kun rammer deres egne venner; de udrydder hinanden i en vild og forvirret kamp.
Strehlow: Aranda Traditions ( s. 19-20)

Myten sluttes med, at kænguruen vender tilbage til sin og faderens lejr. Men på grund af mordet kan han ikke forblive der, så han samler sine få ejendele og flygter sydpå.
Det skal understreges, at kragen ikke blev dræbt i vor forståelse af ordet. Hans krop og de spredte lemmer var naturligvis udødelige og kunne derfor skabe mennesker i senere tid. Sådanne mennesker ville være reinkarnationer af den oprindelige krage forfader.

4. De magiske våben
Det er bemærkelsesværdigt at en forfader kun kunne slås ihjel eller skades af magiske våben: kænguruen brugte til sit drab det ’ levende spyd’, som var groet frem af klippen som en tnatantja endnu før kænguruen selv var født.
I hver myte, hvor et mord bliver begået, siges, at der blev brugt et magisk våben, enten en tjurunga  eller en tnatantja. Dette våben opbevares i klanens hellige hule eller totemkilde og fremvises for de initierede mænd under ritualerne.
Tjurunga’en i myterne blev imidlertid ikke kun brugt til at dræbe fjender, men også jagt på grund af deres effektive drabsegenskaber. Tnatantja’en var det mest formidable af de magiske våben og blev derfor ikke brugt til at dræbe dyr eller mennesker, kun andre forfædre.
Den yderligere brug af  tnatantja’en i myterne var, at bruge den som en uimodståelig hammer til at kløve pas og kløfter i bjergkæder, som stod i vejen for de oprindelige, vandrende klanhorder. Det var ikke altid at  tnatantja’en blev svunget af en forfader. Tnatantja’en, som var groet frem af den totemiske jord/klippe, er i de indfødtes forståelse et levende væsen og som sådant i stand til at handle uafhængigt og selv at skabe.

5. - Skabelsen af naturen af de totemiske forfædre
Som det fremgår i myterne er tnatantja’en betragtet som det enestående redskab, som har skabt det nordlige Australien i dets nuværende form, med dets bjerge, kløfter, floder og ørkenområder. De overvældende slag af disse ødelæggende og skabende pæle har efterladt deres mærker i talløse dale, kløfter og afgrunde overalt i ’ the MacDonnell Ranges’ og andre steder.
Generelt kan man sige, at det oprindelige landskab blev transformeret til det nuværende udseende og væsen gennem klanernes forfædres utrættelige arbejde med  tnatantja’en. I begyndelsen var der kun himlen og jorden; og jorden var formløs og uden liv; en  tom og øde skal som ventede på at forfædrene skulle vågne af deres evige søvn dernede under dækkende skorpe. Hvert totemisk center har en hule, en sump, vandhul, eller en kilde, som markerer, hvor forfaderen først vågnede og gik ud fra. Alle forfaderens handlinger er beskrevet i naturen, overalt hvor han har været. Landskabet blev dermed forandret til sin nuværende form, dvs. den form det havde indtil de hvide kom og begyndte at ændre det med strip-mining, skovbrug og omledning af floder og søer.

6. – Kærligheden til landet
Aborigines har, som allerede nævnt, et specielt og særdeles unikt forhold til deres territorium. De har levet i det samme territorium fra begyndelsen, da forfaderen skabte det, - og dem. I historisk tidsregning vil det sige i mellem 10.000 og 40.000 år. Bjerge og floder, kilder og vandhuller er, for den indfødte, mere end blot et smukt syn. De er forfaderens arbejde, - den forfader, de selv stammer fra og den forfader, som også alt andet i territoriet stammer fra. Når den indfødte ser sig omkring i naturen, ser han den evige drømmetid, der altid har været og altid vil være og i den historien om hans forfader og hans gerninger, de magiske forfædre, som han tilbeder og som af og til kommer til live – eller mere præcist ’vågner igen’ og antager en menneskelig skikkelse for at vandre om i territoriet og skabe nyt liv, eller øge den livgivende kraft. Forfædrene er, for den indfødte, også væsener han selv har kendt, som sin fader, bedstefader og brødre eller som sin moder, bedstemoder og søstre. Hele naturen er hans liv og ældgamle stamtræ. Myterne om hans forfædre er beretninger, der forstås som hans egne beretninger. Beretninger om, hvad han selv foretog sig for tusindvis af inkarnationer siden, helt tilbage til begyndelsen, da verden som han kender den blev skabt. Han spillede således selv en rolle i det eventyr skabelsen var, - den var jo den først del af hans egen inkarnation, afhængig af hvilken del af den første skabelse, han var efterkommer af.
Derfor klynger Nord-Arandas, såvel som alle aborigines, sig til deres territorium med en kærlighed og ærbødighed, som man ikke finder hos mange andre folkeslag. I dag vil en indfødt græde, når  han nævner sit fødested, som ofte er blevet vanhelliget af de hvide jordtyve.
I flg. tekste beretter en indfødt, Gurra, til Strehlow:

Tekst 12 – Gurra’s beretning
 Ilbalintja kilden er blevet vanhelliget af de hvide mænds hænder. To hvide mænd kom her for at bore en brønd. De anbragte stykker af sprænggelatine i den hellige kilde for at sprænge en åbning gennem den hårde klippe i bunden af kilden. Men klippen var for hård for dem. De var nødt til at opgive deres forehavende. De blev syge kort efter og døde.
Og nu er kilden næsten løbet tør. Der kommer ikke længere mænd og samler græs eller urter, eller for at feje området rent omkring kilden. De tager sig ikke længere af Kora’s hvilested. Buske har overgroet kildens kant og der er ikke længere nogen til at fjerne dem. Kænguruerne er forsvundet fra det høje græs i mulga krattet. Vore unge mænd interesserer sig ikke længere for deres fædres traditioner og deres kvinder bærer ingen børn. Meget snart vil der ikke være flere Ilbalintja mænd . Vi vil alle sove i vore grave nøjagtig, som vore forfædre gør det nu.
Der er ikke meget at se her for fremmede; der er ikke nogen bjerghule, kun et opbevaringsrum i et mulgatræ. Men skønt kilden er blevet opgivet af de fleste af vore folk, passer et par gamle mænd som jeg stadig på den. Den holder mig fast og jeg vil pleje den så længe jeg kan: så længe jeg lever vil jeg elske at betragte dette oldtidsland.
Strehlow: Aranda Traditions (s. 31)

7. – Fanget i en tusindårig kulturel stasis
De totemiske forfædre har påvirket dagens indfødte så kraftigt at man må sige, at samfundet er helt statisk, når der ses bort fra den hvide indflydelse. Var de hvide ikke kommet, ville nutidens indfødte kultur have været identisk med den, man havde for 10.000 år siden. Nytænkning er, for de indfødte, en helt uacceptabel tanke. De lever i dag på den samme måde som forfædrene levede i forhistorisk tid og holder fast ved de samme traditioner. ( Ændringer startede først i det 19. årh. under den stærkere og stærkere hvide indflydelse). Forfædrene opdagede hvilke rødder og frugter der kunne indsamles og spises, og hvilke dyr hver klan kunne jage og spise. De indfødte er således forfædrenes elever og gør som sådanne kun de ting som forfædrene gjorde.
Bortset fra deres arbejde som forfattere og overbringere af stammeritualer, er lakabara og tjilpa klanernes mænd i fuld overensstemmelse med de beskæftigelser, der praktiseredes af de totemiske forfædre af de Nordlige Aranda klaner. Beskæftigelserne er afhængig af den pågældende klans totems natur. Gurra- forfaderen jagede, dræbte og åd pung grævling og det gør så alle hans efterkommere. Witchetty-larve mændene af lukara-klanen tilbringer hver dag livet igennem med at grave efter larver ved rødderne af akacie træer. Tjilpa-klanerne vandrer over hundrede af mil af land, gennem andre stammers territorier i Central Australien. Hvor de opslår deres lejr for at udføre deres subincisionsritualer , sendes de unge mænd ud om morgenen for at jage kænguruer, som de bringer tilbage og lægger for de ældres fødder, som så overvåger tilberedningen og uddeler byttet til hver familie på ceremonigrunden. Ragia-klanens forfædre levede af ragia  – træets frugter, som de uophørligt samlede i et stort trækar. Krepse-klanens forfader byggede friske fiskegårde på tværs af de altid flydende floder hvor han spiddede fisk.
Hver plante eller dyr, som er af værdi for klanerne, former et separat totem og alle former for beskæftigelse stammer fra forfaderen, hvorfor  de følges slavisk af efterkommerne. Den indfødte klamrer sig til sine oprindelige våben og redskaber, som blev brugt af hans forfædre. Og idéen om at forbedre dem er helt utænkelig for ham. I alle hans måder at leve og handle på er der denne inerti, der hindrer nogen form for udvikling. Intet som forfædrene har gjort, kan gøres bedre af menneskelige opfindelser. Det er derfor rimeligt at sige, at det Centrale Australien hvilede trygt i en stenalderverden, der var overskygget af en selvvalgt kulturel stasis formet af traditioner, - indtil den hvide mands ankomst med goder af modernitet og onder som landejerskab, mangel på respekt for naturen, kapitalisme og overforbrug.

8. Aboriginal etik, eller mangel på samme
Man kan dårligt tale om en egentlig etik hos de indfødte stammer, i hvert fald ikke en etik, der er funderet i det hellige. I de ældste myter er det snarere mord, forræderi, og tyveri der er temaet; hvorimod venlighed, respekt for fremmede og endog for slægtninge er fremmede. Myterne beretter ensidigt om forræderi og mord, som værende  klogskab og visdom. I de Nordlige Aranda’s myter har man siden hen søgt at skjule disse blodtørstige temaer, til fordel for en senere udviklet ’etik’. Men blodtørsten bliver åbenbar ved ceremonier, som initiationsriterne med subincission og omskæring, hvor sangene der afsynges, er de oprindelige gamle. Sangene lader ingen tvivl tilbage om de oprindelige vilde og blodtørstige værdier . Ilbalintja myten er et slående eksempel på denne virkelighed:

Tekst 13: Karora’s forræderi
Mens hans sønner er borte tre dage på deres sidste jagt, forbliver Karora ved kilden og venter. Mens han venter hører han lyden af ankommende bull-roar’ere. Han lytter: ” Er det mon mine egne søn-ner? Han lytter igen: ”Denne lyd synes noget anderledes”. Han rejser sig og lytter mere intenst, lyden er kommet nærmere: ” Den brummende lyd kommer fra nedenfra tæt på.” Nu nærmer den sig mere og mere. Det er en omvandrende Tjilpa klan under anførsel af Ultangkara: ” Jamen, det er jo fremmede.” Lyden af bull-roaer’ene kommer nærmere og nærmere; dækket af bull-roarer kommer de nærmere. Alene går han ud for at krydse deres vej. Han farer efter dem, idet han har kaldt dem uden effekt. Karora råber: ” Fortsæt jeres rejse! Fortsæt til vandet ved Mallal’Intinaka! Jeg skal følge efter jer, så snart jeg har trukket den torn, der har sat sig i min fod ud.” Så han lyver bevidst for dem og får dem til at vende sig bort fra Ilbalintja kilden. Ultangkara, Tjilpa klanens leder, vender om med sine unge mænd; de er nu gået deres vej. Karora vender tilbage, han sætter sig ved kanten af kilden og fortsætter med at dekorere sig selv.
 Tjilpa klanen ankommer til Mallal’Intinaka. De graver efter vand, men bringer kun fugtig jord op. Hullet er blevet meget dybt og der er stadig intet vand. Forgæves søger de overalt for vand, de lægger sig ned og er ved at forgå af tørst. Ultangkara,  deres leder, tilkalder tre skjold og udbryder: ”Siden vi alle er svage af tørst, lad tre mænd gå tilbage til Lukindura og skaffe os vand.!” Tr mænd træder frem og griber skjoldene, og de bringer vand tilbage fra Lukindura til Mallal’Intinaka. De drikker alle grådigt store mundfulde, og det overskydende spildes ødselt fra skjoldene.
Strehlow: Aranda Traditions, s. 39

Karora’s bevidste forræderi ses af  Ilbalintja- klanen som en heltedåd, der viser hans magt overfor de frygtede mænd fra Tjilpa klanen i forsvar af Ilbalintja kilden. Fra Tjilpa- klanens synspunkt var handlingen set som svigefuld og ondsindet, og følgelig foragtelig.
Uhøflighed og ondskab over for fremmede er ikke ukendt blandt de Nordlige Aranda stammer selv. Vanen med at forråde fremmede, eller endog stammefrænder for selviske formål er ikke ukendt. Det er kun inden for selve den enkelte klan, at man finder nogen egentlig form for etik og moral. Bortset fra fællesskab i forbindelse med afholdelse af de store fælles riter, er fremmede ikke velkomne i klanens midte; med mindre det er som følge af et gensidigt ønske om, at skabe et tættere forhold mellem to klaner til gensidig økonomisk gavn.
Det er interessant at termen, der bruges for en gæst af hans vært også kan oversættes bogstaveligt som en tigger for fri føde.
De indfødte har dog i tidens løb udviklet en etik og moral, som er skabt af dem selv. Det er kendt, at når først man har opnået den indfødtes tillid og fortrolighed, kan man ikke finde en mere social og loyal ven. Normalt er den indfødte ikke nær så ugæstfri, som hans forfædre. Han kunne ikke drømme om, at lade en fremmed dø af tørst, eller dræbe den fremmede, med mindre han var blevet krænket groft, eller hans hellige ceremoniplads, eller totemkilde var blevet vanhelliget.
Moralske og etiske principper er begyndt at influere hans liv, hvorimod hans forfædres blodtørstige traditioner får mindre og mindre betydning for ham. Således ser man, at klanernes kollektivisme har ledt til en dyb fællesskabsfølelse: Har én føde, redskaber og penge, har alle krav på en del.

9. Døden
Mange af de Australske indfødte tror på reinkarnation – også når det gælder mennesker. Således ses sjælen som udødelig. Ved døden af kroppen går sjælen til totemkilden, hvor den bliver renset for alle oplevelser og erfaringer fra dette liv. Når den er klar antager den form af et åndebarn og venter et sted i naturen på, at en kvinde der venter på at blive gravid passerer, hvorefter den ’springer’ ind i den pågældendes livmoder. For nogle stammers vedkommende tror man, at mennesket har to sjæle, en dyrisk og en åndelig. Ved døden forbliver den dyriske i skoven og er altid farlig om natten, hvor den kan kaste sig over en enlig vandringsmand, slå ham ihjel og overtage hans krop. Netop derfor er dødens overgangsritualer så vigtige: det drejer sig om at få hele den dødes sjæl/ånd på rette vej. I mange tilfælde til en mytologisk ø nord for Australien, som er et slags dødsrige.
Hos Aranda folket har man ingen illusioner om døden. For det almindelige menneske er døden
den endelige og uoprettelige katastrofe. Der er ingen reinkarnation, for dem er den den ultimative
ende.
Blandt de nordlige Aranda, såsom Ilbalintja-klanen, er det overbevisningen, at de dødes sjæle
vandrer nordpå til det store hav, hvorfra de kommer igen en eller to gange for at besøge deres
grave, deres ’sovende huse’, hvor deres kroppe hviler for evigt. Hvad der sker efter deres sidste
besøg står hen i det uvisse, men de er fuldstændig tabt for klanen og dennes manasfære. Den
indfødte nærer intet håb om et fremtidigt liv, hvor han vil mødes med sine kære.
Kroppen placeres i graven og dækkes med jord; for nogle måneder vandrer klanen omkring i natlig
frygt for den dødes ånd  og hans navn må ikke nævnes af frygt for at han derved tilbageholdes hos
klanen og vil hjemsøge den. Efter nogle måneder menes den døde at have mødt sin totale udslettelse
og livet vender tilbage til den normale hverdag igen.
Nord Aranda myten om regnspove-klanen fra Ilkakngara illustrerer denne indfødte idé:

Tekst 14 – Urbura-myten
På en klippe grund syd for Ilkakngara fremkom de fra et lille hul i klippen. Klippen blev først åbnet
af en regnspove-kvinde, som stak sin store næse igennem den hårde klippe. En anden regnspove-
kvinde fulgte, og så en tredje, en fjerde og en femte osv. indtil slutningen. Endelig var de alle
kommet frem.
Mændene, der kom frem sidst af alle, blev vrede på den mand der var kommet først, måske fordi
han var kommet frem for tæt på kvinderne. Den førstefødte mand tændte et stort bål; og de andre
pegede på ham med et magiske ben. Den dømte mand strakte sig ud; han lå ubevægelig i to fulde
døgn. Så døde han og de andre begravede ham øst for klippegrunden. Nogle af kvinderne gik til
jolankuta, i dyb sorg; andre gik til Lkebalinja; andre igen satte sig ved indgangen til den åbning fra
hvilken Ilkakngara-kilden bryder gennem klippen. De bevægede sig omkring i en kvindedans til
 akkompagnementet af mændenes råb: ” Bau! Bau! Bau!”
Men den døde mand udhulede jorden nedenfra. Så trængte hans pande gennem jordskorpen,
derefter viste hans tindinger sig, som det næste viste hele hans ansigt sig fra struben af. Hans to
skuldre blev imidlertid holdt fast i undergrunden.
Så kom ravnen, Urbura, fra Urburakna. Han for af sted i stor hast og han så fra lang afstand hvad
der var ved at ske: ” Se, han er begyndt at skyde op igen bare for nogle øjeblikke siden, men hans to
skuldre er blevet hold stramt fast og holder ham endnu fast”. Den døde mand rejste sig et stykke
højere. Regnspove-kvinderne kom nærmere mod ham med dansende skridt; de lavede en cirkel
omkring ham. Ravnen, fyldt med et dødeligt raseri, for op på et bjerg i nærheden der hedder
Urburingka. Så greb han et tungt mulga spyd og kastede det med fuld kraft ind i den døde mands
nakke og trykkede ham tilbage i jorden med sin hæl, idet han trampede vildt på ham: ” Forbliv
rodfæstet for evigt, forsøg aldrig at komme op igen; bliv for altid i din grav!”
Så blev regnspoverne til fugle og de fløj til Det Rindende Vand. Alle tog de af sted, både kvinder og
mænd. Deres jamrende skrig hørtes uophørligt og deres tårer faldt uden ende. De var dybt slået med
sorg. Også Urbura fløj op som en fugl og fløj tilbage til sit hjem, hvor han forblev for altid.
Strehlow: Aranda Traditions, s. 44

De indfødte siger, at hvis det ikke havde været for Urbura’s ondskab ville den døde mand have rejst
sig selv fra de døde og alle mænd ville senere have haft evnen til at genopstå . Men det faktum at
det lykkedes Urbura at presse den døde tilbage i graven resulterede i, at alle Arandafolk i dag er ude
af stand til at genopstå, men at døden er endelig.
For de nordlige Arandastammer gælder, at mennesker kun være en reinkarnation af en af Forfædre
-ne, dvs. de tjurunga’er, der er forstenede og ligger som klipper overalt hvor forfædrene vandred
på deres drømmespor.

9. Undfangelsesstedet
Ejerforholdet til et hvert tjurrunga sted hos Nord Aranda er tilfældig og ikke noget der kan afgøres af de ældste. Det afgøres af undfangelsesstedet for hvert enkelt barn i den patrilineære stamme eller klan.
Undfangelsesstedet er langt det vigtigste af en persons tjurungga og spiller en vigtig rolle omkring medejerskab af en klans hellige myter, hymner, ceremonier og hellige objekter.
I det nordlige Aranda findes undfangelsesstedet på det sted, hvor moderen første gang oplever det stik eller morgenkvalme, der fortæller hende at hun er gravid; med andre ord at et åndebarn er trængt eller drømt ind i hende. På Burt Plain skyldtes oplevelsen ofte spisning af vegetabilsk føde på stedet.

Tekst 15. – Undfangelse
 De unge tjilpa mænd, som var anført af deres gamle høvding, Ultangkara, traverserede Burt sletten, tungt lastet med alle slags tjunrungga.. Hver mand bar en stor bunke af både store og små bull-roarers og var tynget af vægten af adskillige tnatantjas. Disse tnatantja-pæle var stukket i deres barkringe, lå over deres skuldre, eller var stukket ind mellem deres tæer og trukket over jorden efter dem. Kun den store høvding, som udgjorde bagtroppen, gik tomhændet. Han besad kun en lille skindtaske som han bar skjult i sin armhule. Denne taske ( tnatuja eller memba) indeholdt et stort antal tjurunga talkara: Disse var sten objekter mage til de små bull-roarer i form og størrelse. Når som helst de gjorde holdt eller slog lejr for natten, brød horden op i fire til fem små grupper og hver gruppe samlede sig om deres eget lejrbål. Den store høvding ville tilbringe natten med sin ældste søn, eller hans to ældste sønner, nær et bål et godt stykke væk fra de øvrige sønners sovehuller. Hvis lokaliteten var behagelig og hvis der var meget føde og vand i nærheden, ville høvdingen holde et møde med sine kngarbejkua, hans to ældste sønner. Så ville de tage to eller tre tjurungga talkara fra skind sækken fra faderens armhule og skjule dem i jorden.
I dag, hvis en ung gift kvinde kommer i nærheden af disse steder vil hun ofte grave en af disse tjurungga talkara op fra jorden i sin søgen efter for rødder og larver. Hun vil tænke, at hun har fundet yams eller løg. Nogle gange kan hun også finde en busk med spiselige bær på stedet. Skødesløst samler hun frugterne; men næppe har hun slugt dem før hun begynder at føle sig syg. Hun fortæller sine kvindelige slægtninge og sin mand om sin oplevelse, for hun ved med sig selv, at  hun er blevet med barn. Hun har slugt en af de hellige, skjulte tjurungga talkara, og hendes barn vil tilhøre tjilpa-totemet.
Strehlow: Aranda Traditions s. 89-90

Denne befrugtningstro har stor praktisk betydning for Aranda folket. Ikke alene fastsætter uden nogen tvivl ethvert individ i klanens befrugtningssted, dets totem og også dets fremtidige rang – for drenges vedkommende – i gruppen af initierede mænd når han er blevet voksen. Det er afgørende hvilken forfader han er en reinkarnation af for hans fremtidige status. Til gengæld har det ingen betydning hvor han er blevet  født. En mands sande hjem er der, hvor han – i skikkelse af forfaderen - levede sit evige og bekymringsfri liv i Drømmetiden.
Forfædrene var altid af samme køn. Når de på denne måde lod sig reinkarnere, var det forfaderen selv, der besluttede sig til reinkarnation som kvinde eller som mand ved selve befrugtningen.
Når barnet bliver født, er det totalt uvidende om sit tidligere væsen. For barnet selv har de forudgående måneder været en søvn og en glemsel. Bliver barnet en dreng, må han genindføres i alle myter og riter, når han bliver gammel nok. Bliver det en pige, forbliver hun uinitieret og hører aldrig myter, riter eller hymner. Hun vil aldrig få mulighed for at lære om sine forfædre, da denne viden er mændenes og esoterisk.

10. Pubertetsritualet
Deres barndom  igennem lærer drengen intet om deres klans tjurunga eller myter og riter. De har kun en svag og sløret viden om dem. Men det slør af mystik og hemmelighedsfuldhed, som deres fædre omgiver de hellige ting med tjener kun til at styrke deres nysgerrighed. Ved mange lejligheder, når klanen slår lejr nær en hellig pulla-grund  , eller en ritualplads, for at holde en ingkura-fest , og det er ved dødstrussel forbudte kvinderne og børnene at nærme sig ritualpladsen, kan man alligevel høre den svage lyd af hymner og danse i lejren. Drengene bliver derfor nysgerrige og glæder sig til deres initiation oprinder. Der er snesevis af sådanne hellige og tabuiserede pladser i MacDonnels Ranges, som i hvert fald kvinderne aldrig får at se.
Når tiden for deres initiation er kommet, er det naturligt, at drengene er meget opsatte på at komme i gang med denne prøvelse, som et pubertetsritual altid er som vi skal se. Prisen er høj i form af smerte, men gevinsten er, at man vinder en andel i klanens tjurungga, lærer myter og riter at kende, får adgang til de hellige ceremonipladser, og endelig gennem ejerskabet af tjurungga’en får del i magien, får autoritet og uafhængighed og bliver regnet som en af klanens mænd og jægere og krigere. Nedenfor vil riten blive gennemgået opbygget omkring modellen Rites des Passages.

Tekst 16. Pubertetsritual
Initialfasen: Ritualet finder sted  når drengen er 14-16 år. I denne fase adskilles han fra klanen og afgiver sin barnlige mana. Han forstås som manafri og dermed som uden identitet. Initianden føres bort til pulla-pladsen, hvor han får lov til for første gang at overvære nogle af hans klans ritualer. Umiddelbart herefter bliver han omskåret med en skarp sten, hvorefter han får udleveret en stor bullroarer. Han er nu symbolsk død for stammen og kaldes for en rukuta .

Liminalfasen: Nu skal han leve adskilt fra sin klan for et antal uger. Han skal skjule sig og vogtes over af sin initierede klassebroder, en mand, der skal observere og beskytte ham gennem hele fasen. På alle hans korte vandringer skal han bære den store bullroarer med sig. Er der fare for at møde kvinder og børn, skal han svinge den, så den summende lyd holder dem væk. Han må ikke møde dem i denne periode. Visse steder blandt Nord Aranda skal initianden, eller rukuta’en, lære en speciel samling hymner, som kun må bruges af  rukuta og ikke af den fuldt initierede mand. Rukuta’erne lærer at respektere og næsten at frygte de ældstes magt og magiske evner. Rukuta’en i de fleste Nord Aranda klaner skal undergå endnu et vigtigt fysisk ritual: Det består i, at de ældre mænd hamrer rukuta’ens hoved åbent med en sten eller en kæp, hvorefter de vil bide rukuta’en i det åbne sår ind til blodet driver ned af hans kinder. Det formodes at sikre en kraftig hårvækst. En til to måneder efter at rukuta’en er blevet omskåren følger endnu et fysisk indgreb, det andet store initiationsritual, subicission. Også her får rukuta’en lov til at overvære yderligere riter, der hører hans klan til. Nu har rukuta’en gennemgået de fysiske operationer, der har gjort ham værdig til en mands status. Han har også lært blind lydighed overfor de ældste. Denne lydighed står i kontrast til hans tidligere barnlige natur og han har tilegnet sig den voksne mands mana. Det hele er foregået på pulla-pladsen. Idet han nu formodes at have lært det nødvendige og mest basale af klanens religiøse liv, tages den store bullroarer fra ham og bringes tilbage til dens hellige grotte eller totemkilde. Selv bliver han bragt til ingkura pladsen, hvor han afgiver alt rukuta tjurungga.

Finalfasen: Ingkura-pladsen bliver altid oprettet på det mest berømte totem sted i et område og det er her initiationen tilendebringes. Initianden, som nu har færdiggjort alle de fysiske operationer, samt lært de basale myter, riter og hymner, instrueres for sidste gang af de ældste og lærer nye riter og danse. Så får han den endelige godkendelse som værende mand og fuldgyldigt medlem af klanen. Han returnerer til hovedlejren, hvor han modtages, som et ’nyfødt’ og ventet medlem af klanen. Det hele fejres med andre klaner ved en stor højtidelighed, hvor man konsumerer den hertil indsamlede føde.
Strehlow: Aranda Traditions. s.97-100

Ingkura-pladsen bruges af flere klaner i det nordlige Aranda område, uanset deres klantotem, til fælles initiationsritualer. Denne store fest giver også anledning til etablering af perponlige relationere, som f.eks. ægteskab og kollektive alliancer.

Tekst 17. Udepatarinja beretter fra sit pubertetsritual
Jeg skar tænder og jamrede mig fra tid til anden: men jeg skreg aldrig. Min ’mate’, Apma, kunne ikke bære smerten, store tårer strømmede ned af hans kinder. Bagefter voksede mit hår stærkt og kraftigt. Jeg føler det ned til skuldrene i en  tyk krøllet masse.
Ingen af de unge mænd af nuværende generation kan udholde sådan en smerte. Vi har været nødt til at affærdige dem med en anden form for betaling.
Strehlow: Aranda Traditions, s. 99

11. Prøvelsesperioden og det første besøg til den hellige grotte
I årene følgende den sidste initiation må den unge mand gennemgå en periode, hvor han nøje bliver  overvåget af de ældste. Hans opførelse i hverdagen vurderes for at afgøre, hvornår han er parat til at modtage ejerskab af sin egen personlige tjurungga. Han må bevise sin respekt for de ældste og være modtagelig for deres råd i alle ting. Han må kende værdien af tavshed om de hellige, esoteriske ceremonier og sørge for, at hverken kvinder eller børn får del i hans viden. Hans eget ægteskab skal være i overensstemmelse med traditionerne og han må ikke hengive sig til perverteret begær efter andre kvinder. Det ville være en af hans største hindringer i hans kamp for at opnå viden og den kraft, der kommer af visdom.
Indtil nu har den unge mand kun opnået viden om den tjurungga, der knytter sig til pmara kutata. ’ det evige hjem’, hvor de mest ærede forfædre af hans egen klan levede i drømmetiden og hvor de trætte af at leve og lagde sig til at sove for evigt. Han er selv blevet initieret i overensstemmelse med de riter og myter, der relaterer sig til dette ’evige hjem’. Uanset hans personlige totem er han knyttet til dette totem og er så at sige blevet en medborger af dette pmara kutata.
Dagen kommer, hvor de ældste har vurderet ham værdig til at blive gjort til ejer og vogter af hans eget personlige tjurungga, der knytter sig til hans personlige totem.
I det Vestlige og Nordlige Aranda folk bliver en særlig bestialsk form for lemlæstelse tilføjet den nye kandidat til den særlige ære.

Tekst 18. Makarinja fortæller sin egen historie
De ældste mænd forsamlede sig i en cirkel. De inviterede mig ind og bad mig tage plads i deres midte. De begyndte at messe en sang. De sang om worrrupuntja drengenes vandringer, og om at de kom til Emianga og derfra fløj til Tukulja. Jeg lyttede i stilhed. De gamle mænd fortsatte med at synge. De sang om drengene, som var plaget af fluer; hvordan de vandrede mellem de hvidblomstrede ti-træ buske, over blomstrende urter og græsser, og hvordan de frydede sig på den store slette der stødte op til Emianga bækken. Drengene ønskede, at udføre en ceremoni der. De ønskede at dekorere sig selv. De rev neglene af deres tommelfingre og de første fingre; og de brugte det udsprøjtede blod til at lime de ceremonielle dun på med.
De gamle mænd greb derpå min hånd. De kastede sig derpå ud i en ny hymne: ” Med  vilde øjne greb de tommelfingeren! Med  vilde øjne greb de tommelfingeren!”
En gammel mand fremdrog et skarpt kænguru ben (ntjala). Han stak det ind i min tommelfinger. Han skubbede benet dybt ind under neglen. Han trak spidsen ud. Og medens resten fortsatte hymnen, stak han benet ind under neglen et andet sted. Den blev fedtet ind af blod. Han løsnede neglen gradvist. Jeg skreg næsten af smerte, smerten var uudholdelig. Jeg har aldrig glemt det. Smerten var ikke kortvarig, den var overordentlig stor og langvarig. Da neglen var blevet løsnet tog han en opossum tand, tvang den ind i det levende kød ved neglens bagkant og rev neglen af bagfra. Blodet sprøjtede ud over hans hånd. Mændene messede:” De river neglen af! De river neglen af!: Blodet flyder som en flod, farer af sted som en flod!” Så greb de min anden hånd og rev tommelfingerneglen af på samme måde.
De gamle mænd sagde, at de gjorde min hånd mere dygtig: jeg ville være i stand til at indgravere træ- og stentjurunga senere i livet. Først efter at jeg havde udholdt smerten fik jeg lov til at røre tjjrunga’en.
Strehlow: Aranda Traditions s. 113

Når såret er helet aflægges besøg til den unge mands tjurungga’s hemmelige opbevaringssted. Hans
fader og farbror, hvis pligt det er, at instruere den unge mand om de forskellige religiøse objekters
betydning, samt en gruppe af klanens ældste og andre der er tilknyttet det særlige totem og i hvis
område den ceremonielle plads er beliggende, drager med. Der er kun en vej man må nærme sig
tjurungga stedet ad. I bjergområder opbevares tjurungga’en altid i en grotte. I Nord Aranda klanerne
bruges imidlertid, at opbevare dem højt oppe i et mulga-træ på en platform. Opbevaringsstedet må
nærmes med stor forsigtighed for at undgå at overrumple eventuelle ånder, der måtte opholde sig
der. Et gammelt gummitræ angiver første sted i det religiøse område. Her aflægger mændene deres
ejendele, spyd, spydkastere og skjolde, samt vildt de måtte have nedlagt på vejen. Fra nu af foregår
enhver kommunikation ved hvisken eller tegnsprog. Ved et tegn fra lederen af gruppen samler alle
et par pinde eller sten op fra jorden og kaster dem mod en lille klippe der står for sig selv. Dette
gøres for at advare forfædrene og for at skræmme eventuelle ånder væk. Den første klippe er en
navnløs tjilpa mekua ( en indfødt kvindelig kat), der altid har levet her. Et stykke længere fremme
står en klippe der symbolisere gurra mekua ( en kvindelig kænguru), hvis oprindelse er på dette
sted.
Nogle få skridt længere fremme kommer gruppen til en lav lerhulning, der indeholder to klynger af
sten, som de også kaster pinde på. Endelig kommer de til det mulga-træ, som holder platformen
med  den hellige tjurungga. Mændene sætter sig i en halvcirkel rund om træet og lederen forklarer
at det oprindeligt var et acasia- træ, der havde båret den hellige tjuurungga. Men det var blevet
dræbt af den dødelige arungkulta, som er den magiske kraft de hellige objekter indeholder, så
fædrene havde været nødt til at flytte tjurungga’erne til et mulga-træ. Lederen klatrer derefter op i
træet og tager tjurungga’en ned. Han åbner tjurungga’en og mens mændene messer fremdrager han
sol- og pungrotte tjurungga’erne, der begge er lavet af mulga-træ. Tjurunga’erne rækkes derefter
rundt til alle mændene i gruppen og sidst til initianden. Alle viser deres respekt ved at trykke
tjurungga’en kærligt mod deres bryst.
Dekorationerne på tjurungaga’en bliver kort forklaret til den unge mand, sammen med en kort
oversigt over Ilbalintja kænguruens og solens myter. Endvidere gives han en kort beskrivelse af
deres vandringer.
Tjurungga’en pakkes derefter sammen og anbringes på platformen igen. Gruppen returnere til de to
stenhøje i lerhulningen igen. Den gamle leder løfter den øverste af stenene op og fremviser
inden under en glat, rund og rød-okker sten. Initiandens fader tager så sin søns hånd og anbringer
den runde sten i den. Efter at have fået tilladelse af den samlede forsamling, fortæller han sin søn:

Tekst 19. Historien om Tjenterama
Dette er din egen krop, hvorfra du er blevet genfødt. Den er Tjenterama’s sande krop, han som er
høvding for Ilbalintja opbevaringsstedet. Stenene, der dækker ham, er kroppene af de
kænguru mænd, som engang levede ved  Ilbalintja kilden. Du er den store Tjenterama selv: i dag
lærer du sandheden for første gang. Fra nu af er du ’høvding ’ af Ilbalintja: alle dets hellige
tjurungga er betroet dig til sikker forvaring. Beskyt dem, bevogt vore forfædres hjem og ær vort
folks traditioner. Vi har stadig mange ting at fortælle dig. Flere vers, større og flere hemmelige
ceremonier vil blive åbenbaret for dig end for dine ’mates’. De er alle din egen arv: vi har kun holdt
dem i forvaring for dig. Nu er vi ved at blive gamle og vi giver dem videre til dig, siden du er er den
sande reinkarnation af den store høvding. Hold dem hemmelige indtil du er blevet gammel og svag;
og så, hvis der ikke lever en anden ung mand af kænguru totemet, giv dem til en anden prøvet mand
i din klan, som kan holde vor forfaders traditioner i live, indtil en anden høvding er født.
Strehlow: Aranda Traditions. s. 116-17

Den unge mands nye navn må forblive en hemmelighed mellem de ældste, hans fader og meget
nære slægtninge, dog ikke kvinder og børn. Det må aldrig udtales højt af dem, der kender det, og
aldrig i fremmedes nærvær. Dette sikrer, at ingen kan få magt over navnets mana og dermed over
personen. Mændene returnerer til det gamle gummitræ. Lederen peger op på dets hule og visne
grene: ” Dette er ilumba ratarayara, spøgelses gummitræet, som gav raiangkintja-kaldet ved
kilden, da gurra-gæsterne ankom fra Owens Springs. Det er Karora, den store høvding af Ilbalintja.
Oprindeligt stod træet ved kilden; men efter ntjuiamba- flodbølgen kom fra øst, flyttede det hertil,
så vore kvinder kunne gå til kilden i sikkerhed og hente vand der.”
Dermed er ritualet færdiggjort og mændene tager deres ejendele og returnerer til hovedlejren og
hverdagen.
Den unge mand vil typisk være omkring 25 år, når han opnår ejerskab af sin tjurungga, medens han
kan være helt op til 35-40 år, før han indvies i de mere hemmelige myter og riter. Som han bliver
ældre og viser sig værdig modtager han indvielse i flere og flere af de hemmelige myter. Endelig vil
han blive del af de ældstes råd og anses som en af  de ceremonielle høvdinge, som er de ærede vogtere af klanens religiøse traditioner.
Ovenover er gennemgået den typiske og ukomplicerede måde at opnå ejerskab af sin tjurungga. Her skal så gennemgås nogle atypiske måder.
Forfædrene var jo, som vi allerede har hørt, nogle ret så lunefulde væsener og det har gennem tiderne været svært for almindelige dødelige at forstå deres handlinger og deres reinkarnationer. Som allerede nævnt kan én forfader komme i tanke om at lade sig reinkarnere som kvinde og som sådan være ude af stand til selv at deltage i de hellige ceremonier, der blev afholdt til hans ære. Heldigvis betyder dette sexskifte ikke så meget for den totemiske klan. Hvad den hellige tjurungga angår, bliver det kvindens brødre eller andre mandlige slægtninge, der må overtage tjurungga’en og dens myter, og vogte på den til der fødes en mandlig arving.
En anden atypisk situation kunne være, at moderen har været på en vandring i en anden klans
territorium, netop som hun undfangede. Drengebarnets tjuungga ville så være lokaliseret i en anden klans territorium og dens myter vogtet af denne klans ældste. Drengen blev initieret til sin egen klans totem og optaget i stammen.. Først da manden er 40 år gammel, vover han sig til sin egen ’undfangelsesplads’. Heldigvis finder han der mænd, som er indviet i hans myter og har vogtet over dem for at kunne give dem videre, og de er kun lykkelige for at have fundet en arvtager til de hemmelige myter og riter, som  således ikke ville gå tabt. Efter de hvides ankomst var en sådan rejse næsten umuliggjort af restriktioner overfor indfødtes mobilitet og større ceremonier med flere stammer blev af de hvide set  som begyndelser på oprør.

12. De ældstes prærogativer
De ældste i en klan nyder stor respekt og en ikke ringe frygt blandt de øvrige. Ingen mand glemmer den lydighed overfor de ældste, han lærte gennem den hårde tid på initiationspladsen og ved ingkura-ceremonien. Deres visdom og kendskab til de gamle myter og riter vækker beundring og ærværdighed fra alle de yngre mænd i klanen. Deres kendskab til de magiske formularer vækker frygt, især blandt de uinitierede. Nogle af dem er i visdom og religiøs viden så velbevandrede, at de bliver betragtet med stor respekt også af andre klaner.
I enhver disput omkring de hellige tjurungga, er det de ældstes ord, der endegyldigt er afgørende. Deres afgørelse kan ikke appelleres. De er accepteret som ufejlbarlige ledere i spørgsmål om tjurungga, der er relateret til deres egne pmara kutata. De er også blevet initieret. i rollen som kutungula, i mange af de tilstødende klaners hemmelige myter og riter.
De gamle mænd, der kontrollerer en klans religiøse affærer, står ikke alle på samme plan. Positionen som leder udfyldes af den ældste mand, hvis mentale kræfter stadig er fuldstændige. Så snart hans mentale fakulteter begynder at svigte ham, bliver den gamle leder aflastet for nogle af sine ansvarsområder af yngre mænd, men han vil stadig være anerkendt som deres ’nominelle’ høvding; dog er det de yngre mænd, der vogter hans tjurungga, siden han klart er blevet for senil til at gøre det selv.

Afsnit IV – Koloniseringen af Det Nordlige Territorium

1. Hvid fremtrængen og effekten på de indfødte

Det var først i 1860erne at de hvide i større tal rykkede ind i det indre Australien, nærmere betegnet Det Nordlige Territorium. Territoriet var varetaget politisk af South Australia, og det var i Adelaide, at enorme arealer af bl.a. Aranda områder blev udlejet eller solgt ti de hvide kolonister. Omkring 1870 ankom kolonisterne til Alice Springs med deres store flokke kvæg og heste. Her i dette forholdsvist tørre område var deres ankomst en katastrofe for de indfødte. Aranda folket havde i de tørre sæsoner klaret sig igennem, med en religiøst betinget rationering af vandet i de få vandhuller. I områder af 2 km fra hvert vandhul var al jagt forbudt, idet tilstedeværelsen af hellige objekter i og ved vandhullerne sikrede et tilflugtssted for dyrene under tørker. Efter regnen så var kommet, kunne dyrebestanden relativt hurtigt genopbygges og genoprette bestanden af områdets jagtdyr. Da kolonisternes mange dyr begyndte – under våbenbeskyttelse – at afgræsse disse hellige steder havde det store følelsesmæssige, økologiske og økonomiske konsekvenser for Aranda folket.
Store landområder blev overtaget af de hvide ved vold, massakrer osv. Regeringsrepræsentanten for området fortæller i 1887 følgende:
I det indre af landet hvor farmerne oprettede deres kvægstationer, viste stammerne sig at være fjendtlige, forræderiske og morderiske…de modsatte den hvide mands indtrængen i deres land, og når som helst de kunne ville de ligge i baghold for at laste spyd [mod de hvide]…De hvide passede godt på deres Winchesters og revolvere, og fortsatte efter princippet ’ bedst at være på den sikre side’. Det er et resultat af uvidenhed at foregive at dette ikke er en tingenes tilstand overalt i den ydre ’bush’ og det nye land, Australien.
Mildred Kirk: A Change of Ownership, s. 23

I 1884 blev 4 minearbejdere dræbt af Aranda folk i området, straks - og med den sydaustralske ministers klare accept og opfordring – blev der iværksat en jagt og efterfølgende massakre på de indfødte. Senere da en politipatrulje undersøgte sagen, fandt man at ikke mindre end 150 indfødte var blevet skudt ned, deriblandt kvinder og børn.
Denne form for kollektiv afstraffelse og – indirekte udryddelse – fortsatte og så sent som 1928 deltog politiet i en massakre, hvor 14 indfødte blev dræbt. Under de efterfølgende undersøgelser skrev mange hvide australiere til aviserne og gjorde gældende, at det ville være ’ farligt at forbyde politiet at skyde de indfødte’.
Efter den indledende desperate, men håbløse modstand mod den hvide kolonisation, valgte Aranda folket at forblive i området, der havde været deres og hvor deres hellige steder var, frem for at flytte til de hvides reservater og missionsstationer. Selv i dag prøver de at kombinere arbejde på kvægstationerne med opretholdelsen af deres tusindårige traditioner og kultur. Kun Murnginfolket i Arnhem land har haft held til – i nogen grad- at bibeholde deres egne samfund og traditioner på trods af mange stormfulde konflikter med udefrakommende. Men nu er de store minekonsortier begyndt at komme ind i området og omdanner store dele af det til et månelandskab.
I 1907 overtog Commonwealth ansvaret for Det Nordlige Territorium. Men det ændrede ikke meget og man må sige, at organisationen i alle deres handlinger mere var et ’White wealth’ end et ’Common wealth’.
I 1911 skrev antropologen, Baldwin Spencer, at vanskeligheden ved at have med de indfødte at gøre skyldtes, at de ikke var bosatte og delt op i et utal klaner og stammer med forskelligt sprog og levede i områder, hvis grænser de kun selv kendte og som i øvrigt var esoteriske.
Det var bl.a. derfor, at de indfødte aldrig opnåede legale rettigheder til  deres land – eller en del af det.
2. Nederlaget til de hvide kolonister
Historien i dag viser, at Australien ikke blev koloniseret fredeligt, som det ellers fremgik af australske historiebøger fra begyndelsen af det 20. århundrede, og hvor de næsten ikke fremstår som en nulevende del af befolkningen. De oprindelige indbyggere trak sig ikke tilbage uden kamp, eller lod sig fredeligt, ja, næsten hengivent, assimilere. Australien blev kort og godt  erobret, og de indfødte blev fordrevet fra deres fødeegn og drevet af sted foran civilisationens udnyttelse af naturens ressourcer.
Men eftersom krigen mod de indfødte aldrig officielt var blevet anerkendt som en krig, kunne der heller ikke undertegnes en fredsaftale, som sikrede de indfødte de mest elementære rettigheder under britisk lov. Således kunne der ikke blive tale om kompensation for mistet land, eller ret til et eget land, eller stat, hvor de kunne bibeholde deres traditioner og deres natur- og livssyn.
De hvides våben, sammen med de nye sygdomme, såsom kopper og kønssygdomme, enorme kvægflokke, der fortrængte det naturlige vildt, havde næsten udryddet den australske ur-befolkning. I det sydlige Australien var der næsten ikke nogen tilbage af den oprindelige Aboriginal, og de få overlevende havde mistet enhver selvagtelse og selvværd, som følge af at være tvunget til at leve af de hvides nåde og som følge af alkoholisering og prostitution. Den nye historieskrivning afslører et mørkt kapitel i Australiens historie og et kapitel, som de fleste hvide gerne ville være foruden.

Tekst 20
Hvordan skal vi så håndtere de aboriginal døde? Hvide australiere siger ofte, at ’alt det’ skulle glemmes nu. [hører man her en genklang af de ansvarlige for andre folkemord?] Men det vil det ikke blive. Det kan og må ikke glemmes. De sortes erindringer er for dybt og for nyligt arret. Og det at  glemme er en underlig recept givet af en befolkning, der har hyldet sine faldne krigere og dekoreret monumenter overalt i landet med frasen, ” At vi aldrig må glemme”…Hvis vi fortsat skal hylde de ofre kvinder og mænd gav i kamp for landet, kan vi så med nogen ret afvise at inkludere de faldne stammemænd, der faldt i forsvaret af deres land.
Hvis de ikke faldt i forsvaret for Australien, som sådant, så faldt de i forsvaret for deres territorier, deres hellige steder og deres livssyn.
Reynolds, Henry: The Other Side of the Frontier, 1981

De britiske intentioner var, fra det øjeblik da flaget blev hejst over straffekolonien i Sydney Cove, at alt land i Australien skulle tilhøre den britiske Krone. Aboriginal lov blev underkendt, medens britisk lov skulle gælde for hvide såvel som de indfødte, og at aborigines havde krav på Kronens fulde beskyttelse – i hvert fald i princippet. Det er imidlertid klart, at de faktiske begivenheder snart overhalede de teoretiske love. Kronen var aldrig i stand til at sikre, at det land, der blev solgt til kolonister, var øde og ubeboet. Kolonisterne overtog imidlertid det land de ønskede, uden ret eller skøde, og fik det bag efter, i 1839, anerkendt de facto som deres.

Tekst 21
Da vi tog hvad vi kalder ’land’, tog vi fra dem, hvad de kalder arnested, hjem, kilden til og axis mundi for livet, og den evige livskraft.
Stanner, W.E.H., After the Dreaming, ABC radioudsendelse, 1969

Efter at sygdomme og ødelæggelse af deres måde at leve på næsten havde udryddet de indfødte totalt, kunne de hvide i slutningen af det 19. årh. tro, at de indfødte var dømt til at forgå helt. I begyndelsen af det 20. årh. ændrede dette syn sig til at tro, at resten af de aborigines ville blive opslugt og assimileret af det dominerende hvide samfund, og at dets kultur og med tiden helt forsvinde. I Australien blev der aldrig søgt en distinktion mellem officielt ejerskab af land og retten til at gøre brug af landet. Aboriginal land blev betragtet som ’wasteland’, som om aborigines slet ikke eksisterede mere. Endnu et forsøg på at gøre de indfødte til en uddød befolkningsgruppe. Det kan dog argumenteres at de indfødtes samfundsstruktur, som er uden en formel ledelse i form af et demokrati eller en høvding gjorde det svært at afgøre hvem man eventuelt skule forhandle traktater med. De indfødte med deres dårlige uddannelse og deres mangelfulde viden om de hvides love og idéverden stod meget svagt og uden væsentlig stemme.